På tur · Igen i år har Ferie for alle messen dannet rammerne om campingbranchens fornemste priser. Nemlig årets campingvogn for par og familier, samt årets autocampere. Se vinderne her.
Trofæerne var stillet frem på scenen, og en musiker fremførte hits som underlægningsmusik, da campingbranchen fredag aften stimlede sammen i Auditoriet i MCH Messecenter Herning. Kulinariske lækkerier var anrettet på langborde midt i salen, øl, vand og vin var skænket i glassene, og der var fuldt hus med 250 spændte gæster inde.
En summende, forventningsfuld snak bredte sig i det varmt oplyste lokale, og da klokken slog 18, indfandt direktør i Camping Outdoor Danmark Frederik Lund sig på scenen. Han konstaterede, at Danish Camping Award fejrer det ypperste inden for camping, og at prisuddelingen er blevet et event, som alle i branchen ser frem til.
- Vi er her i aften for at gøre noget helt specielt - vi er her for at fejre alle de personer og virksomheder, der gør noget ekstra for branchen, og som leverer et rigtig stort og uvurderligt stykke arbejde hver eneste dag for at fremme camping som ferieform til glæde for alle gæsterne, lød det fra Frederik Lund.