Tyskere og danskere strømmer til campingpladserne

Campingland.dk - Den 06/07-2026

Campingpladser ·  Ekstreme temperaturer i Sydeuropa og uforudsigelighed i verden kan være med til at forklare, hvorfor både udenlandske turister og danskerne i højere grad end tidligere vælger det køligere nord. Nordeuropas største campingkæde, First Camp, oplever nemlig en markant stigning i efterspørgsel og spår, at de nye rejsevaner vil bide sig fast i fremtiden.

Krig, uroligheder og ikke mindst de tårnhøje temperaturer på danskernes og tyskernes traditionelle yndlingsrejsemål i Sydeuropa har sat tydelige spor i denne sommers ferieplanlægning. Nye bookingtal fra First Camp, Nordeuropas største campingkæde med 14 campingpladser i Danmark, viser, at især udenlandske gæster i stigende grad søger mod de danske pladser i uge 28-31. Særligt tyskerne rykker hurtigt i år, hvor kæden oplever en stigning på hele 39 procent i antallet af tyske overnatninger i forhold til samme periode sidste år.

”Vi ser et markant skifte i adfærden lige nu. Tyskerne kommer ikke bare i større tal, de booker også meget tidligere end normalt og søger mod helt nye destinationer i Danmark, som de ikke har besøgt før. Og når man ser ud i verden og ikke mindst på termometeret, så giver det god mening. Kombinationen af den ekstreme hedebølge sydpå og den generelle tryghed i Norden gør Danmark til et oplagt valg lige nu, men vi regner også med, at det er en tendens, der vil vokse i de kommende år, da det jo i hvert fald desværre ikke ser ud til, at temperaturerne bliver lavere” siger Kent Lodberg, Head of Marketing hos First Camp.

Danskerne søger også mod nord
Det er ikke kun de udenlandske gæster, der fylder pladserne op. Danskerne booker i stigende grad campingferie i de øvrige nordiske lande. Antallet af danske overnatninger på First Camps pladser i Norge er steget med 93 procent, mens Sverige oplever en fremgang på 37 procent.

”Det handler ikke kun om vejret. Når folk først har opdaget den ro og frihed, der er ved at holde ferie i Norden - hvor man selv har kontrol over transporten og slipper for usikkerheden omkring eventuelle flyaflysninger og forsinkelser - så vender de tilbage. Vi ser det som et varigt skifte i ferievanerne, og det stiller krav til, at vi hele tiden udvikler vores pladser med flere faciliteter og bæredygtige løsninger," siger Kent Lodberg."

Læs mere First Camps campingpladser her