Succes med cirkusskole hos Blushøj Camping for 10. år i træk

Campingland.dk - Den 10/06-2026

Campingpladser ·  For 10. år i træk holder Cirkus Aroma cirkusskole i sommerferien på Blushøj Camping ved Ebeltoft. Jubilæumsåret bliver markeret i uge 28, og igen i år kan pladsens børn og familier være med til en skærmfri aktivitet fyldt med sjov, fællesskab og udfordringer. Kom og bliv en "cirkusartist" for en uge.

Det bliver lidt ekstra festligt, når Cirkus Aroma i uge 28 slår teltdugen op til cirkusskole hos Blushøj Camping. Asbjørn Thyregod, ejer af Blushøj Camping, fik for 10 år siden øjnene op for idéen om cirkusskole på pladsen i forbindelse med en filmoptagelse. Den gang havde han næppe forestillet sig, at det skulle blive en tilbagevendende succes gennem et helt årti. ”Jeg fik idéen, da Astrid og Cirkus Aroma lejede teltet ud til optagelserne af den første børnefilm om Iqbal Farooq. Året efter holdt vi den første cirkusskole på Blushøj, og den har været en kæmpe succes hvert år siden,” fortæller Asbjørn.

Møder børnene i øjenhøjde
Cirkusejer og direktør Astrid Søndergaard står for cirkusskolen. Hun tror, at succesen blandt andet skyldes, at børnene bliver mødt i øjenhøjde og samtidig bliver udfordret.

”Der er plads til alle, og vi tager altid udgangspunkt i den enkeltes ønsker og evner. Cirkus skal både være sjovt og udfordrende, og alle kan bidrage med noget. Vi er fulde af numre, og med over 30 års erfaring står vi klar med instruktion og støtte,” siger Astrid Søndergaard og fortsætter: ”Cirkus er jo meget analogt. Det foregår hverken på telefon eller iPad, så vi lægger skærmene væk for en stund og er sammen om at skabe noget flot og sjovt i den virkelige verden.”

Gallaforestilling og jubilæumsfest
Cirkusskolen afsluttes traditionen tro med en stor gallaforestilling, hvor deltagerne viser deres sjove, flotte og imponerende numre frem. Der er ingen mødepligt til cirkusskolen, så børnene kan blot dukke op, hvis de har lyst til at være med i løbet af ugen. ”I år fejrer vi 10-års jubilæet onsdag den 8. juli, hvor vi markerer, at der nu har været cirkusskole på pladsen i 10 år og jeg håber da, at vi kan tage 10 år mere,” siger Asbjørn med et grin.

Blushøj Camping ligger på Djursland ved Ebeltoft som en del af Nationalpark Mols Bjerge. Pladsen har eksisteret siden 1960’erne og rummer i dag 254 enheder og flere hytter samt faciliteter som legeplads, opvarmet swimmingpool, minigolf og butik. Campingpladsen ligger højt med direkte udsigt over Kattegat og øen Hjelm.

Fakta:
Cirkusskole på Blushøj Camping
Tidspunkt: Uge 28, den 6.–10. juli 2026 kl. 10.00–14.00
Deltagelse: Alle gæster på pladsen kan deltage
Invitation: Alle er velkomne til jubilæumsfest d. 8. juli på pladsen. Her vil være cirkuslegeplads, livemusik, grill og meget mere

Læs mere om Blushøj Camping her.