Ny 3-stjernet campingplads i trekantsområdet

Per Højgaard - Den 19/02-2010

Campingpladser ·  Hagen Strand Camping på sydsiden af Vejle fjord har fået endnu en stjerne og er dermed oppe på 3 med virkning fra sæson 2010.

Der er blevet investeret massivt på Hagen Strand Camping i de to sidste år og nu kan man tydeligt se resultaterne heraf.

I 2009 indviede pladsen blandt andet nyt campingkøkken og TV-lounge samt 3 nye familiebaderum.

De nye facilitetsbygninger er indrettet i gedigne kvalitetsmaterialer, således er køkkenet præget af granitbordplader, hvidevare i rustfrit stål, sorte italienske fliser på gulvet og dansk kunst på væggene.

Familiebaderummene er udstyret med dobbelte porcelænsvaske, Phillip Starck toilet og 2 brusere - en til børn og en til voksne.

- Det må jo også gerne være rart at se på, men det vigtigste for os er, at gæsterne føler sig godt tilpas og sætter pris på de nye tiltag, og det har vi tydeligt kunne mærke i den forgangne sæson, siger Lejrchef Jette Blæsberg.

I dette forår står der et nyt lækkert pusle- og børnebaderum klar. Elforsyningen på en del af pladserne opraderes og der opsættes nye standere.

- Både ved indretningen af de allerede ibrugtagne faciliteter og ved udførelse af forbedringerne til den kommende sæson, har vi kigget meget på, hvad vores gæster ønsker og efterspørger. Samtidig stiller vi selv store krav til funktion og design. Alle nye investeringer laves, så de opfylder kravet til 5 stjerner, fortæller Lejrchef Claus Solberg.

Læs mere om pladsen og se flere billeder via linket øverst i artiklen.