Campingpladser · Henne Strand Resort er rykket fra en fjerdeplads til en andenplads på liste over de danske campingpladser, som tyske campister viser størst interesse for i 2026.
Henne Strand Resort har fået en markant placering på årets rangliste fra den store europæiske campingportal PiNCAMP. Resortet ved Vesterhavet indtager nu andenpladsen blandt de danske campingpladser, som tyske brugere af PiNCAMP har vist størst interesse for. For Tina og Peder Kristensen fra Henne Strand Resort er placeringen en glædelig anerkendelse. Gennem en årrække er der nemlig lagt mange kræfter i at udvikle resortet og gøre det attraktivt for både danske og internationale feriegæster.
”Det er vi selvfølgelig både meget glade for og stolte af. Det tyske marked betyder rigtig meget for os, men også for hele Vestkysten. Hvert år oplever vi, hvor stor interessen er for både vores resort, Henne Strand og Vesterhavet generelt. Derfor er det fantastisk at se, at vi også står så stærkt, når tyskerne søger inspiration til deres ferie,” siger Tina og Peder Kristensen.
Ranglisten er baseret på tyske brugeres sidevisninger på hjemmesiden i perioden fra 1. januar til 31. juli 2026. Den giver dermed et billede af, hvilke danske campingpladser de tyske campister aktivt søger information om og interesserer sig for i forbindelse med planlægningen af deres ferie.
Vestkysten står stærkt hos de tyske gæster
Den flotte placering er samtidig endnu et tegn på den fortsat store tyske interesse for ferie ved den jyske vestkyst. Området har gennem mange år været et populært feriemål for tyske gæster, der blandt andet tiltrækkes af den rå natur ved Vesterhavet og de mange muligheder for at kombinere afslapning med aktive oplevelser.
Henne Strand Resort ligger få hundrede meter fra Vesterhavet og har gennem årene udviklet sig fra traditionel campingplads til et resort. Her kan gæsterne blandt andet vælge mellem traditionel camping og lodges, ligesom resortet tilbyder badeland, wellness og gastronomiske oplevelser herunder eget bryggeri og butik.
”Mange af vores tyske gæster kender Vestkysten rigtig godt, og flere kommer tilbage år efter år. Samtidig oplever vi også nye gæster, som opdager stedet for første gang.” siger Tina Kristensen.
Læs mere om Henne Strand Resort her.