Campingpladser · Henne Strand Resort ved Vesterhavet har for nyligt både modtaget Tripadvisors Travelers’ Choice Awad og blevet en del, af det eksklusive Leading Campings of Europe. Anerkendelserne understreger resortets vedvarende fokus på kvalitet og den ultimative gæsteoplevelse.
Der er for alvor sat to streger under kvalitetsniveauet og gæsteoplevelsen hos Henne Strand Resort. Resortet har for første gang modtaget Tripadvisors Travelers’ Choice Award, som uddeles på baggrund af gæsternes egne anmeldelser på den internationale rejseplatform.
Prisen gives til overnatningssteder, der konsekvent modtager flotte anmeldelser og vurderinger fra deres gæster. Med anerkendelsen placerer Henne Strand Resort sig blandt de bedste 10 procent af overnatningsstederne på Tripadvisor.
Samtidig er Resortet ved Vesterhavet for nylig blevet optaget i Leading Campings of Europe. En platform der samler nogle af de bedste campingpladser og resorts i Europa. Der er i øjeblikket kun tre danske medlemmer af Leading Campings, og Henne Strand Resort er nu ét af dem.
Kvalitet fremfor alt
Hos Henne Strand Resort har høj kvalitet og den gode gæsteoplevelse altid været en ledestjerne i arbejdet med at udvikle resortet. ”Vi går altid efter det, vi selv synes er lækrest, og så prioriterer vi det – hver gang,” siger ejerparret Tina og Peder Kristensen. Uanset om det handler om designet på resortets Lærkerede-lodges, smagen på øllet i Bryggeri HAV eller materialerne i den nyåbnede Butik HAV, går ejerparret ikke på kompromis med æstetik, kvalitet og helhedsoplevelsen. ”Det kan gæsterne jo mærke,” siger Tina og fortsætter: ”Hvis vi vil skabe den ultimative gæsteoplevelse for vores gæster, må vi starte med os selv. Det handler om at træffe nogle valg, som både føles rigtige og kan mærkes i detaljerne.”
Kernen er medarbejderne
Den filosofi gælder ikke kun for de fysiske rammer, men også for de mennesker, der møder gæsterne hver dag. Derfor har Henne Strand Resort også brugt det nye medlemskab af Leading Campings til at styrke medarbejdernes kompetencer og hente inspiration fra nogle af Europas dygtigste. I foråret rejste medarbejdere fra resortet til Frankrig for at deltage i en inspirationstur arrangeret af Leading Campings. Ifølge Tina og Peder er netop medarbejderne afgørende for den oplevelse, gæsterne får. ”Det hele starter og ender ved vores medarbejdere. Det er dem, der sætter standarden over for gæsterne hver eneste dag – både i receptionen, i køkkenet, i butikken og alle de andre steder, hvor gæsterne møder os. De er kernen. Derfor skal vi også være indstillet på hele tiden at investere i deres kompetencer,” siger Peder.
Hvad er luksus?
Selvom Henne Strand Resort stræber efter et meget højt niveau, er Tina Kristensen tilbageholdende med at kalde stedet for et luksusresort. ”Jeg kan ikke lide det ord, for hvad er luksus egentlig? For hende handler det først og fremmest om at skabe en ægte livsnyderoplevelse, hvor gæsterne mærker omtanken i både de store linjer og de små detaljer. ”Hvis vi bliver ved med at have fokus på at yde den højeste kvalitet, bliver det jo nok en luksusoplevelse i sidste ende,” siger Tina Kristensen med et smil.
Læs mere om den prisvindende plads her.