Find billig benzin på nettet

Per Højgaard, kilde: FDM - Den 07/11-2008

På nettet ·  Det er blevet lettere og hurtigere at bruge benzinpriser.dk. Siden er netop blevet opdateret, så det er blevet lettere at finde billigt brændstof, fortæller FDM i et nyhedsbrev.

Vil du gerne vide, hvor du kan tanke billigst? Med få klik på internettet eller et hurtigt kig på mobiltelefonen kan du let finde ud af, hvor det kan betale sig at købe brændstoffet. FDMs hjemmeside benzinpriser.dk opdateres løbende med priser på benzin, diesel og fyringsolie. Siden opdateres hver formiddag med benzinselskabernes landspriser, mens de lokale priser døgnet rundt indrapporteres af brugerne.

Du får nye funktioner
Benzinpriser.dk er netop blevet relanceret for give brugerne en række nye funktioner og gøre det lettere at søge efter tankstationer i nærområdet. Bl.a. kan du nu på forsiden med et par museklik finde de billigste fem tankstationer i din region eller din kommune. Det er også blevet lettere at søge på tværs af flere kommuner på én gang og få en komplet liste over priserne i de kommuner, du har valgt.

Hvis du synes, at det er besværligt at udvælge kommuner via en liste, har benzinpriser.dk nu også fået en funktion, hvor du ganske enkelt zoomer ind på et kort for at vælge et område, hvorefter du får en prisliste for præcis det markerede område. Uanset hvordan du får din prisliste frem, vil du kunne sortere i den efter pris, benzinselskab eller geografisk placering.

Endelig er benzinpriser.dk blevet hurtigere, og du kan på forsiden læse, hvor meget landspriserne på benzin og diesel forventes at ændre sig den efterfølgende dag. Befinder du dig ude på vejene, kan lokalpriserne tjekkes via mobil.fdmbenzinpriser.dk.

Indrapportér selv priser
Udover at få styr på brændstofpriserne kan du også få gode råd om brændstofbesparelser og bilnyheder på benzinpriser.dk. Hjemmesiden dækker mere end 2.300 tankstationer over hele Danmark, og hvis du opretter en profil på siden, kan du få lister for fast definerede områder og modtage faste e-mails med benzinpriser fra dine mest brugte tankstationer.

Lokalpriserne er som nævnt baseret på indberetninger fra brugerne selv, og antallet af indberettere i et område er derfor afgørende for, hvor mange opdaterede priser, der er til rådighed. For at hjælpe andre brugere af benzinpriser.dk til at få de bedst opdaterede priser, kan du også selv indrapportere priser til hjemmesiden.