Dragstrup Camping – Nye ejere med stor glæde ved campinglivet

Campingland.dk - Den 14/04-2023

Campingpladser ·  Siden 1. November 2021 har pladsen på Mors været ejet af Birgit Vester og Jens Krarup. En hel sæson er gået, og beslutningen om at gøre arbejdet til en livsstil har de ikke fortrudt.

Tanken om at gøre hobby til levevej gik pludselig hurtigt
Drømmen begyndte at spire, da Birgit og Jens opdagede, at Dragstrup Camping var til salg, og en gåtur på pladsen i den skønne natur gjorde at drømmen blev udlevet.

Det de faldt for ved pladsen var: ”Pladsens unikke beliggenhed. Det er et sted med læ, strand, skov, pool, put and take sø og ikke mindst kort afstand til vandet!” Udtaler Birgit.

Vil bruge hele sæsonen og naturen endnu mere
”Vi har startet med at skabe et endnu mere idylisk miljø med masser af blomster. En af vores højeste prioriteter er at holde rene og hyggelige faciliteter og en god stemning blandt campisterne, hvor der er plads til ro og nærvær.

I løbet af det første år har vi fået anlagt ny terrasse omkring servicebygningerne, opfrisket vores legepladser og opført nye store familietelte til udlejning. Herudover har vi fået poolen opvarmet til 26 grader, så børnefamilier har endnu mere glæde af den.

Sidst men ikke mindst er der blevet lavet ny badebro og etableret en sauna, gæsterne kan leje”


Der er anskaffet kajakker og et par SUP board, og på badebroen er der en kajakbro, så man kan hoppe tørskoet i kajakken.

Selv udenfor sæsonen planlægger lejrchefparret at skabe noget liv og aktivitet på pladsen. Her sælger de juletræer, servere gløgg og æbleskiver samt lavet en nissesti til skoven, hvilket har været en stor succes de første år.

Passionen der driver værket
Parret er gået ind i projektet med alt, hvad de har. De har begge opsagt deres gode faste stillinger og kastet sig ud i livet som lejrchefer.

Birgit havde netop fejret 25-års jubilæum i en daginstitution. Jens har en baggrund som ejendomsservicetekniker, hvor han senest har været pedel på et plejecenter. Så forudsætningerne for at opleve god service og en velholdt plads skulle være til stede ?

Parret har været campister hele livet, og de vil tage deres bedste erfaringer med fra campinglivet for at gøre oplevelsen på Dragstrup endnu bedre.

Hænderne er skruet rigtigt på Jens, så vejen fra tanke til handling er ikke lang, og to-do-listen er godt i gang med at blive afviklet.

Hvad har været det bedste ved at drive campingplads det første år? Til det svarer Birgit ”Mange glade og positive kunder, der nyder naturen, stranden og den hygge og positivitet der er rundt på pladsen.

Hvad håber I, gæsten husker jer/pladsen for efter et besøg? ”Vi håber de husker os for venlighed og hjælpsomhed og pladsen for den ro og nærvær det er at bo midt i skoven med masser af fuglesang og dyreliv ” slutter Birgit

Læs mere om Dragstrup Camping her >>