Campisterne er klar til vintercamping

Campingland.dk - kilde: FDM - Den 29/10-2009

Tips & tricks ·  Efteråret er langt fra lig med sæsonens ditto for campisterne. Rigtig mange vælger at bruge deres campingvogn hele året – også i sne og slud, oplyser FDM i en pressemeddelelse.

Frost og sne er ingen hindring for en rigtig campist. Interessen for at bruge campingvognen året rundt er stigende, og det skyldes ikke mindst, at campingvognene er blevet bedre isolerede.

- Rigtig mange har investeret flere tusinde kroner i deres campingvogne, så de vil også have mulighed for at bruge vognen ud over sommersæsonen. Nogle vælger blot at tage en weekend på vintercamping, mens andre bruger campingvognen hele vinteren igennem, siger FDMs Thomas Kristensen.

Mange pladser holder vinteråbent
Flere og flere pladser holder åbent i hele vintersæsonen, og her er der mange aktiviteter, selv om vinteren står for døren.

- Vintercampisterne vælger vintercampingpladser, fordi nærmiljøet er egnet til at campere året rundt. Har man ikke selv en campingvogn, er det muligt at leje hytter på pladserne. Hytterne er elopvarmede, har køkken og findes både med og uden bad, siger Thomas Kristensen.

FDM´s gode råd til vintercampister:
Bremserne skal kontrolleres. Tjek, at håndbremsen kan holde vognen.
Kontroller campingvognens lys og lygter
Tilkoblingskuglen skal være ren, så slingrebremsen har effekt.
Tøm vandtanken – står der stadig vand, kan det medføre frostsprængning.
Vandrør og tanke skal være isolerede
Medbring en varmeblæser
Varmen skal cirkulere rundt i hele vognen, og der skal luftes ud jævnligt
Medbring ekstra gas, hvis du ikke er helt sikker på, at det kan købe på destinationen. Forbrugets størrelse kan godt snyde især førstegangs vintercampister.

FDM anbefaler desuden, at man monterer samme type dæk på campingvognen, som man har på bilen.