Camping i det vilde westen!


Campingland besøgte Western Camp i 2004

Yeeepiiiieee.... Vi har spændt Mitsubishi'ens 140 vilde heste foran vogntoget og er trukket til den Lollandske prærie for at besøge Western Camp. Pladsen imponerer med den mest opfindsomme stand på campingmesserne, og vi vil se om pladsen er ligeså gennemført som messestanden.

I nærheden af Rødby Havn og Lalandia ligger sommerhusområdet »Kramnitze« ud til Lollands sydkyst med lækker badestrand der strækker sig lige så langt øjet rækker. Vandet er honoreret med det blå flag og ligner mest af alt det man kører til Vesterhavet efter. Dog er bølgerne ikke lige så høje, men man kan mærke understrømmen og den forholdsvis hurtigt skrånende bund.

Gennemført westernstil
I Kramnitze ligger campingpladsen »Western Camp«- en plads som er lidt ud over det sædvanlige. Som navnet fortæller er temaet det vilde westen, og som det kan ses på billederne er stilen gennemført - så længe man bevæger sig rundt på pladsens torv.

Ude på pladsen halter stilen lidt efter, men pladsen er også lige overtaget af nye ejere der kører løs på 3. sæson. Elstanderne er blevet udskiftet, og den ene legeplads er blevet fornyet. Nu kommer så turen til den anden. Der laves forbedringer år for år.

Westernmusik, underholdning og aktiviteter
Livet omkring pladsens torv er noget helt specielt - Der er ofte livemusik, underholdning og aktiviter og alle dage er arrangementerne godt besøgt. Mange campister lever sig helt ind i livet på pladsen og klæder sig ud i cowboyboots, hat og strutskørt, men det er så absolut ingen forudsætning for at man kan deltage.

Atmosfæren ved arrangementerne er helt speciel - Den kan ikke beskrives, men skal opleves. Som sheriffen på Western Camp siger: »Ferie på Western Camp er ”Ferie med højt til loftet” og fortsætter: »Vi kan se at når far og mor har også har en god ferie, så smitter det af på hele familien og dermed bliver ferien unik og uforglemmelig.

Se flere facts og billeder fra Western Camp her