Skiveren - Ved det badevenlige Vesterhav


Danmarks nordvestligste hjørne er udpræget ferieland. Både udenlandske og danske turister trives i området der har lidt af det hele - barsk natur, gode bademuligheder og et bredt udvalg af seværdigheder. Og netop her finder du den 4-stjernede Skiveren Camping.
Det er ikke en plads man "lige falder over" når man tilfældigvis kommer forbi, for det gør man simpelthen ikke. Skiveren ligger puttet væk, et godt stykke vej fra den befærdede hovedvej mellem Frederikshavn og Skagen, men med en fantastisk beliggenhed kun få hundrede meter fra Vesterhavets bølger.

Stranden er bred, finsandet og i sommerhalvåret fyldt med badeglade turister der har valgt netop Skiveren Camping på grund af den unikke beliggenhed. Ved solnedgang samles folk i klitterne eller på stranden for at se den dybrøde sol forsvinde i havet.

4-stjernet vesterhavsplads
Skiveren er en meget populær plads, og specielt for de udenlandske turister har den lige dét der skal til. Ugenerede matrikler der omkranses af levende hegn, flotte faciliteter og servicebygninger samt gode tilbud til såvel den aktive som passive feriegæst.

Skov og strand findes lige uden for pladsen, men det er inde midt på pladsen finder du pladsens "hjerte". Legepladsen og poolområdet hvor livet leves fra solen står op til den går ned igen.

Ved pladsens indkørsel finder du pladsens supermarked der i øvrigt er det største og mest velassorterede vi til dato har set. Næste nabo er campingpladsens restaurant, og menukortet bød på lidt for enhver smag.

Fantastisk nyt børnebad
En af pladsens nyeste faciliteter er et nyt stort indendørs badeværelse til de yngste. Som det fremgår af billedet under galleriet er det ikke et helt almindeligt badeværelse. Her kan ungerne lege, pjaske og plaske inden de får en tur under bruseren.

Men ikke kun faciliteterne for børn er gode. Servicebygningerne er veludstyrede med store regulære badekabiner hvor der uden problemer var plads til en voksen og et barn, og hvor det varme vand var gratis.

Se flere facts og billeder fra Skiveren Camping her