Fyrrige Feddet!


»Fyrrige Feddet«! En overskrift med to betydninger - dels er pladsen fyrrig, eller varmblodet og minder mere om en plads under sydens sol og varme, og dels er den rig på fyr - altså træet. Vi startede vores »Sommertour 2003« på Feddet ved Fakse, og det er noget vi ikke har fortrudt.
Duften af solvarme grantræer dominerer på Feddet Camping - en plads der sagtens kunne ligge et par tusinde kilometer længere syd på. Overalt på pladsen er der højtopstammede træer og det åbne kig gennem pladsen minder meget om opbygningen sydpå.

Pladsen er opdelt i 3 afsnit - to for fastliggere, og et for turister - Topcamp Feddet. Sidstnævnte strækker sig over ca. 1 km. hen langs den børnevenlige strand. Den er »skåret igennem« af et stisystem der bringer dig ind mellem andre campister forbi flere mindre legepladser, og forbi de to flotte servicebygninger.

Bygningerne er opført i materialer bl.a. fra Feddets eget skovbrug og må siges at være et par arkitektoniske mesterværker! Også indvendigt er der kræset for detaljen - akkurat ligesom ude på pladsen - intet er overladt til tilfældigheder.

Blød og lækker sandstrand
Pladsens strand er af meget høj kvalitet - masser af blødt sand og ikke særlig dybt vand, så de små kan sagtens rende frit. Stranden strækker sig langs pladsen og giver plads til solbadning, beachvolley og andre strandaktiviteter.

På pladsens torv finder du et supermarked, bistro, kæmpe legeland, tarzanbane, flere forskellige boldbaner, dyrefold og indendørs legeland med masser af aktiviteter. Ved check-in får man udleveret en aktivitetsplan for den kommende uge - og heller ikke her er der sparet på udvalget eller for den sags skyld - opfindsomheden!

Pladsen ligger i et afsides område og på udflugtssiden skal man på en køretur på mellem ½-1 time for at nå til udflugsmål som Bonbonland, København, Knuthenborg eller Sommerland Sjælland. Pladsen er med andre ord også et godt udgangspunkt for mange udflugter.

»Fyrrige Feddet« - en varmblodet campingplads for dem som vil have fuld valuta for pengene!