Ved danmarks største sandkasse


Råbjerg Mile Camping syd for Skagen er en af egnens store pladser. Ses pladsen fra luften er den kuglerund, og det fornemmes også når man bevæger sig rundt på pladsens snoede veje.
Pladsen ligger i kort afstand til Danmarks største "sandkasse" - Råbjerg Mile og egnens flotteste strand ved Kandestederne. Her kan man - ligesom flere steder på vestkysten - køre helt ned på stranden.

Selve pladsen hører til i den mellemstore klasse, og er anlagt med levende hegn på 3 sider af de fleste matrikler. Det giver dig god læ og mulighed for at "være sig selv".

Børnevenlig plads
Selv om der er rigtig mange udflugtsmål i området, har pladsen gjort sit for at underholde de unge.

Dermed menes ikke, at der er arrangementer, men derimod at der er legeredskaber nok til at få selv det mest krævende barnehjerte til at slå dobbelt. Blandt andet er pladsens pool opvarmet ved hjælp af solenergi, og så er det gratis at få kroppen dyppet.

Den centrale legeplads ligger sammen med tennis- og boldarenaen, men det er på pladsens hovedtorv man finder den nyanlagte og flotte minigolfbane. Her hygger campisterne efter en dag ved stranden eller udflugten til nogle af egnens mange seværdigheder.

Faciliteterne ligger på det jævne med en blanding af nyere og ældre servicefaciliteter, og kapaciteten virkede rimelig da vi besøgte pladsen i højsæsonen.

Udflugtsmålenes landsdel
Nordjylland er et gammelkendt ferieland med mange naturlige udflugtsmål. Men det der trækker mest af alt, er typisk Danmarks nordligste by - Skagen. Den særegne by med de gule huse, små gader og et pulserende liv på havnen og i midtbyen er noget der trækker i mange turister - høj eller lav, tyk eller tynd.

Men også byens mange museer, "Den tilsandede kirke", "Råbjerg Mile" samt en tur til Gl. Skagen for at se solnedgangen er med til at fastholde turisterne.

Se flere facts og billeder fra Råbjerg Mile Camping her