En sommerweekend på Norddjurs



En varm juniweekend gik turen til Hestehaven Camping i Fjellerup for far, mor og to børn på 10 og 6 år. I receptionen fik vi en varm velkomst af lejrchefen Ulla, som bød os hjerteligt velkommen.

Termometeret meldte 28 grader lørdag og 23 grader søndag. En weekend, hvor vi bare skulle være ude og nyde, at sommeren for alvor havde meldt sin ankomst.

I hjertet af pladsen er legelandet

Det er noget af det første, man spotter, når man kommer ind på pladsen. Det er måske også den største samlede legeplads, vi har besøgt i lang tid. Her er alt fra en kæmpe hoppepude, svævebane og trampoliner til legetårn, sandkasser og rutsjebaner.

Pladsen har også et indendørs legerum med airhockeybord, brætspil og meget mere. Vi nåede dog slet ikke at benytte faciliteterne her.

Gratis opvarmet badeland på 27 grader

Pladsen har alt, hvad der skal til for at stille selv den største vandhunds tørst. Poolen er opvarmet og består af en stor pool med rutsjebane. Dybden varierer fra 70 cm til 140 cm. Er det for dybt, findes der også en separat børnepool.

Vandet var 27 grader, da vi var der. En sand fornøjelse. Ja, selv konen var i!

Se poolen her.

Poolparty hver lørdag

Hver lørdag i sommeren holder pladsen poolparty, hvor der bliver skruet op for musikken i to timer. Her bliver der serveret popcorn, slush ice og pølsehorn til de badende børn.

To timer med fuld gas hos ungerne. Det bliver næsten ikke bedre.

Er du til en mere rolig omgang wellness, har pladsen også en fin tøndesauna.

Her er børnene førsteprioritet

Det skinner tydeligt igennem. Ikke nok med at legepladsen er gigantisk og poolen opvarmet. Pladsen har også dedikeret en bade- og toiletbygning kun til børn.

Her er håndvaskene placeret i forskellige børnehøjder, og der findes endda et lille badekar formet som en rød bil. Så er det alt andet lige nemmere at få lokket de små til et hurtigt bad.

Udover at faciliteterne er rene og i top, venter der også en spækket aktivitetskalender, hvis du kigger forbi i juli. Her er alt fra kæphestestævne og livemusik til cirkus og meget mere.

Masser af plads

Fra legepladsen spreder campingpladsen sig ud i østlig og vestlig retning.

Ønsker du mest mulig ro, skal du søge mod pladsens sydøstligste hjørne. Selvom du her er længst væk fra reception, badeland og legepladsområde, er du stadig ikke uoverskueligt langt fra servicebygningerne.

Pladsen har forskellige typer enheder, både nogle med hækafgrænsning og mere åbne pladser. Alt efter hvad du er til, er der helt sikkert en enhed, der passer til dig.

Orker du ikke at lave mad en dag?

Overfor receptionen har pladsen et pizzeria, og bevæger du dig blot 50 meter uden for pladsen, møder du Café Fjelle. Så hvis energien er brugt op, når klokken rammer 17.00, er mulighederne mange inden for kort afstand.

Fra receptionen kan der også købes frisk morgenbrød og diverse kage til eftermiddagskaffen.

Rejestrygenet, spand og krabbejagt fra broen

Fjellerup Strand er uden tvivl en af Djurslands bedste strande for børn. Her er der lavvandet, og vandet er krystalklart, når man kommer lidt ud.

Vi tog selvfølgelig alle en dukkert i sommervarmen. Vandet meldte 17 grader, men det er ingen sag, når luften er 28 grader.

Vi havde pakket spand, rejestrygenet og strandlegetøj og var klar til at fange rejer og andet spændende på havets bund. Vi fangede en lille fisk, masser af rejer, en søstjerne og små krabber.

Det var en kæmpe succes. Har du ikke selv udstyr med, kan der købes masser af godt strandgrej på pladsen.

Ishusene på stranden

Der findes to ishuse i skarp konkurrence på stranden. Vi besøgte Vaffelhuset, som serverede virkelig god hjemmelavet is og lækre vafler. Bedøm selv på billedet.

Historisk har Vaffelbageriet, konkurrenten ved siden af, altid lavet de største iskugler, man kan forestille sig. Om de stadig gør det, var vi der dog ikke længe nok til at finde ud af.

Konklusion

Alt i alt er det en plads, hvor alt bare spiller, lige fra rengøring og faciliteter til stemningen.

Vi kommer helt sikkert igen.

Læs mere om Hestehaven Camping i Fjellerup her.

PS: Kommer du i elbil, er der fire ladestandere lige uden for pladsen.