Midt i frugtplantagen


Sydøst for Kolding helt ud til Lillebælt ligger Grønninghoved Strand Camping - en 4-stjernet plads der er anlagt i en gammel frugtplantage, og ligger naturskønt midt mellem skov og strand.
Vi er taget på camping et godt stykke ude på landet - cirka 15 km. fra Kolding midtby ligger den hyggelige Grønninghoved Strand Camping der er anlagt i en gammel frugtplantage. På vej ind på pladsen skal man holde tungen lige i munden - tilkørselsvejene er snoede og ikke de aller bredeste. Men når man først har fået pløkkerne slået i jorden, er der god plads at boltre sig på.

Rundt på pladsen hygger de snorlige rækker af gamle æble- og pæretræer, og det giver pladsen en helt speciel atmosfære. Herudover har pladsen mange af de kvaliteter, der er med til at gøre en campingferie god.

Ferie for de aktive
Pladsens udendørs pool er et stort trækplaster. Hele sæsonen er den opvarmet til cirka 25 grader, og den er åben fra kl. 0930 morgen til 20 aften.

For de aktive kan man muntre sig med et spil tennis, minigolf, fodbold, SUP boards, glaskanoer, kæmpe skak eller et slag pool. På pladsens nyanlagte terrasse kan campisterne hygge sig med is fra minimarkedet, trylleshows, sommerfester, vinsmagning eller en iskold fadøl til fredagsbaren.

Strand med lavt vand
Der er direkte adgang til den børnevenlige strand via en lille vej der går gennem det tilstødende sommerhusområde. Kun godt 100 meter skal man gå før tæerne er solidt plantet i strandsandet.

Stranden er lavvandet langt ud hvilket gør stranden rigtig god for børnene. Et andet plus er også, at det lave vand bliver lunt ved blot få dage med sol.

Masser af aktiviteter for børn og voksne!
Pladsen har valgt at bruge rigtige mange kræfter på at lave spændende aktiviteter for børn, unge og voksne. Der er hver uge et spændende og velspækket aktivitetsprogram og aktivitetsmedarbejdere, som arrangerer blandt andet snobrødshygge, fodboldturneringer, MTB ture, løbeture, krabbe konkurrencer, skattejagter på stranden, fredagsfadøl på terrassen, trylleshows og levende musik og meget meget mere?.Ja, en ferie skal være hyggelig for hele familien og gerne med muligheder for at deltager i forskellige aktiviteter for børn og voksne.

Men pladsen har gjort meget for at gøre ferien god for de unge. 2 større legepladser, samt et par små pladser der "ligger ude i landskabet" bliver hurtigt naturlige samlingspunkter for ungerne.

Herudover har pladsen sin egen lille skov, hvor der kan klatres i træer, bygges huler, leges røvere og soldater m.m.

Vælger du en ferie på Grønninghoved Strand Camping er der gode chancer for en "frugtbar" ferie med familien i centrum!

Se flere facts og billeder fra Grønninghoved Strand Camping her