Udsolgt campingmesse klar til godt 10.000 gæster

Pressemeddelelse / Per Højgaard - Den 28/01-2004

Camping ·  I dagene fra den 6. til den 8. februar 2004 er et totalt udsolgt Aalborg Kongres & Kultur Center fyldt med alt inden for camping – i både Aalborghallen, Europahallen, garderobegaden, foyen og forhallen.

80 udstillere vil på 60 stande præsentere de sidste nyheder inden for autocampere, camping- og teltvogne, for-, familie- og spidstelte, camping- og havemøbler samt naturligvis alskens former for tilbehør med alt fra det mindste spejderkompas til avancerede satellitnavigationssystemer.

Camping 2004
Camping 2004 er navnet på den store kommende campingudstilling i Aalborg Kongres & Kultur Center. Udstillerinteressen har været stor, og projektleder Evan Dyran kan nu melde udsolgt til messen, der fylder Aalborg Kongres & Kultur Center i tre dage fra fredag den 6. februar til og med søndag den 8. februar 2004.

»Campingbranchen og relaterede brancher har haft et fantastisk år i 2003, og vi har helt afgjort kunnet mærke en markant stigning i Interessen for at udstille på vores messe«, udtaler Evan Dyran.

»Camping er i stigende grad den foretrukne ferieform hos mange danskere; specielt unge familier har taget camping til sig, og derfor befinder branchen sig generelt i en god situation«, siger Evan Duran.

Messen arrangeres af Aalborg Kongres & Kultur Center i samarbejde med Nibe Caravan Center, Åbybro Camping & Fritid, Løgstør Caravan Center samt Klarup Caravan Center.

De fire store nordjyske campingcentre er selv repræsenteret på messen og viser alt det nye 2004-udstyr frem.

»Der vil denne gang i endnu højere grad være noget for enhver smag, både for de garvede campister, der vil holdes ajour med det nyeste nye, og for de ”nye”, som står over for at skulle prøve camping som ferieform for første gang«, fortsætter Evan Dyran.

Udover campingcentrene vil man kunne besøge stande fra alle de førende producenter og leverandører af campingudstyr.

Forventer mere end 10.000 besøgende
Arrangørerne af Camping 2004 forventer flere end 10.000 besøgende i løbet af de tre dage messen varer.

Messen åbner fredag den 6. februar kl. 14 og har denne dag åbent frem til kl. 20.00. Lørdag den 7. februar og søndag den 8. februar kan messen besøges fra kl. 10 til kl. 18.

Om søndagen kan du møde Campingland-familien på Nibe Caravan Centers stand.

Læs mere om messen på Campingland.dk's temaside - du finder link under "Besøg.WWW".