Tysk campingklub uddeler pris til danske Jambo Feriepark

Campingland.dk - Den 12/03-2012

Camping ·  DCC, som er den tyske pendant til Dansk Camping Union, har netop udnævnt fem Europa-Preis campingpladser. Nordjyske Jambo Feriepark er den eneste i Skandinavien.

Den fornemme "Europa-Preis", der uddeles af DCC i Tyskland, er efter 12 års pause tilbage i Danmark.
Jambo Feriepark, som i forvejen er klassificeret som Superplatz af den tyske forbrugerorganisation ADAC, og som tre år i træk er udnævnt til Danmarks bedste campingplads af Campingrådet, får nu endnu en pris at prale med.

I DCCs motivering blev der blandt andet lagt vægt på de sanitære forhold og i særdeleshed køkkener og børnebadeværelserne samt renligheden af disse. Det er også på Jambo Feriepark, man finder Danmarks største legeplads, og det er også blevet bemærket af DCC-læsere.

"Vi er selvfølgelig både glade for og stolte over at modtage prisen. Det er et stort cadeau til både campingpladsen og til alt vores personale, som hver dag knokler med at skabe rammerne om den bedste tænkelige familieferie," siger medejer af Jambo Feriepark, Christina Egelund.

Høj personlig service og tilstedeværelse af familien Egelund er også noget af det, som har haft stor indflydelse på udnævnelsen. Det er værdier, der ofte forsvinder i takt med at campingpladserne vokser, men ikke på Jambo Feriepark.

Sidst men ikke mindst har noget så usædvanligt som design i den grad overrasket DCC, der i den grad er positivt overrasket over, hvordan moderne design og camping spiller godt sammen på Jambo Feriepark.

Læs mere om Jambo Feriepark her.