Test af 2007 Dethleffs Lifestyle 560 SK

Anne-Vibeke Isaksen, Campingdanmark.dk - Den 16/02-2007

Udstyr ·  Campingdanmark.dk har testet den nye 2007 model af Dethleffs Camper Lifestyle 560 SK køjevogn - en optimal campingvogn for familien der vil have god plads, fortæller Campingdanmark.dk.

Når Dethleffs kalder sig ”en ven af familien” er denne vogn et eksempel på, at de mener det. Og så kan den anvendes hele året.

Campingvognen fås med forskellige eksteriør, alt efter hvilken smag man har. Uanset om man vælger ”Hvid”, ”Blå” eller ”Sølv” er alle tre designtyper noget, der henvender sig til tre forskellige slag smag. Den hvide er mest klassisk, den blå er mest anderledes og den sølv signalerer lidt mere eksklusivitet.

Campingvognen er bygget på Al-Ko chassis med enkel aksel. Vognen ligger stabilt på vejen og føles tryg at køre med, selv om den er ganske stor.

Indvendig – plads til alle
Lige indenfor døren til venstre er der køjesenge på tværs og garderobeskabe. Det er børnenes afdeling, som også kan lukkes af. Til højre for indgangen er der køkken med god skabsplads og alt det et køkken skal have: køle/frys, varmt og kold vand, gasblus. Lige overfor det veludstyrede køkken er der siddegruppe i et lidt anderledes format. Det er en rundsiddegruppe på langs i campingvognen. Der er altså ikke langt fra køkkenet til selve spisestedet.

Det kompenserer også for afsætningspladsen i køkkenet. Siddegruppen kan også lægges ned og dermed give to ekstra sovepladser. Forældrene har nemlig deres egen afdeling i forenden af campingvognen, hvor der er fast dobbeltseng, garderobeskabe og badeværelse. Denne afdeling kan også lukkes af.

Camping hele året
Dethleffs campingvogne kan anvendes hele året. God ventilation og jævn varmefordeling er sammen med isoleringen nogle af de vigtigste egenskaber en campingvogn skal have, hvis du vil anvende den hele året. AirPlus er Dethleffs eget patenterede ventilationssystem, der bl.a. gør at varmen fordeles perfekt, kondens fjernes og ophobes ikke.

Begge dele er med til at give et optimalt indeklima.

Isoleringen er også en af de ting man skal kigge nærmere på, når man vælger en vintercampingvogn. Dethleffs har udviklet sit eget materiale og sin egen konstruktionsteknik for at få optimal isolering uden at det påvirker vægten.

Almindelige campingvogne er isoleret med Styrofoam® i stedet for Styropor®.

Vinterpakker
Dethleffs har i flere år arbejdet med at udvikle vintercampingvogne, så de bliver optimale. Bl.a. ved at teste dem i kuldekamre på fabrikken, men også i tæt samarbejde med de danske forhandlere, der får gode råd fra campister, der camperer hele året. Det anbefales altid at tage kontakt til sin Dethleffs forhandler for at få flere informationer om vinterpakkerne og få konstruktiv rådgivning omkring optimering af din campingvogn.

Alle Dethleffs campingvogne fås med forskellige vinterpakker bestående af bl.a. Alde centralvarme, Truma varme, Truma Ultra Heat, Styrofoam isolering, gulvvarme, isolerede og opvarmede vandrør.

Konklusion
Camper Lifestyle 560 SK er en virkelig god helårsvogn, hvor der er fin plads til alle familiemedlemmer. Selvom det er en forholdsvis stor vogn er den let at køre med og ligger godt på vejen. Mulighederne for forskellige udvendige design, træsorter og polstring på møblerne gør sammen med vinterpakken og den omfattende udstyrspakke, at man kan få lige nøjagtig den vogn man ønsker og kun betale for det man skal bruge.

Fakta
Dethleffs Lifestyle 560 SK
Total bredde: 250
Total længde: 794
Total vægt: 1550

Se mere på Dethleffs hjemmeside via linket øverst i artiklen - på siden finder du også frem til den nærmeste forhandler.