Stor åbning af campingcenter i Horsens

Per Højgaard - Den 18/08-2008

Forhandlere ·  Åbningen af det nye camping og fritidscenter i Horsens blev et stort tilløbsstykke. Det kunne blandt andet måles på antallet af pølser som blev langet over grillen - 2300 stk. af slagsen blev det til fra fredag til søndag.

Horsens har længe hungret efter en caravanforhandler - det har været tydeligt at mærke. Alternativerne har alligevel været indenfor rækkevidde i både Hedensted, Vejle og Århus. Men nu er det ikke længere nødvendigt at køre langt for at gøre sine campingindkøb.

I starten af året startede forretningen op i "lånte" lokaler alt imens byggearbejdet med forretningens nye lokaler stod på på nabogrunden. Den 15. august kunne forretningen slå dørene op for første gang i de nye lokaler, og det blev fejret på bedste vis.

Hen over weekenden lokkede forretningen massser af campister til med gode tilbud, fremvisning af de nye lokaler, samt masser af mundgodt i form af grillede frankfurtere og øl/vand. Og nyheden om den nye butik havde spredt sig og lokkede campister til fra nær og fjern.

- Fredag måtte vi åbne op til arealet ved den gamle butik - folk havde simpelthen ikke nogen steder at parkere på tilkørselsvejene, fortalte en medarbejder. Og søndag da campingland var forbi forretningen for at fotografere var vejene også godt fyldt op.

Ny forhandler af verdens mindste campingvogn
Som noget nyt, kunne forretningen afsløre at »Littleguy« - som er verdens mindste caravanmærke - nu kan købes fra butikken på Vegavej. Til åbningen kunne campisterne se nærmere på 2 varianter - den lille »Little Guy Rascal« og den noget større »Little Guy Sport« der også havde plads til motorcyklen på træktøjet foran den dråbeformede kabine.

Interessen for de nye - og lidt særprægede vogne - var da osse stor, specielt hos de yngste campister som sagtens kunne se sig selv i sådan en ved siden af mor og far´s campingvogn.

800 sandwich og 2300 pølser
I teltet uden for forretningen gik campingsnakken lystigt hen over øl, sodavand og pølser med tilbehør. Den varme tjans ved grillen havde et par af forretningens medarbejdere fået, og det kunne godt give fugt på overlæben - dels var det varmt ved grillen, vejret viste sig fra den pæne side, og så skulle der hen over weekenden vendes ikke mindre end 2300 pølser med tilbehør.

Gode åbningstilbud
På den mere håndgribelige front lokkede forretningen med gode tilbud. Blandt andet var den effektive og populære Zibro petroleumsvarmeovn sat til lige unde 2000 kr. - og så skulle varmen i forteltet være sikret.

I den anden ende af skalaen kunne man få kølet øl, vand og madvarer ned i en køleboks, som var nedsat til 1500 kr. Men også ude på pladsen kunne man gøre en god handel. Forpladsen bugnede af nye og brugte campingvogne i alle størrelser og udformninger.


På Campingland.dk ønsker vi tillykke med den nye forretning og en god start for regionens nye camping- og fritidscenter.