Stjerneregn til Jesperhus Blomsterpark!

Pressemeddelelse / Per Højgaard - Den 07/08-2005

Campingpladser ·  På Campingland.dk har vi tidligere bragt en artikel som fortalte om en ny mærkeordning for danske attraktioner. Hos den populære blomsterpark og campingplads »Jesperhus« har man fået 4 ud af 5 stjerner, og det er den eneste vestjydske attraktion der har fået det, fortæller Jesperhus i en pressemeddelelse.

En ny mærkningsordning, der giver stjerner til attraktioner som sommerlande, museer og zoologiske haver har givet Jesperhus Blomsterpark ikke mindre end 4 stjerner. Med de fire stjerner følger betegnelsen " En helstøbt attraktion som på internationalt niveau er af meget høj værdi". Jesperhus er den eneste attraktion i Vestjylland med 4 stjerner.

Blomsterpark, Junglezoo og legeland
"Vi havde selv en formodning om vores placering, men at få en vurdering der cementerer det vi håbede på, er dejligt. Vi er virkelig stolte" siger Adm. direktør Jesper Overgaard og tilføjer: "Vi har altid haft svært ved at sammenligne os med andre, da Jesperhus er en sammensat størrelse. Blomsterpark, Junglezoo og legeland. Den nye mærkningsordning giver os nu et klart sammenlignings grundlag."

Den nye mærkningsordning skal stjernebedømme mere end 100 danske seværdigheder og attraktioner. Der er indtil nu givet 4 stjerner til 8 attraktioner i Danmark, hvor Jesperhus er den ene.

God idé med stjerneklasificering
"Jeg er overbevist om at de mange turister der gæster Danmark vil få megen glæde af den nye stjerneklassificering. Det skaber en klar gennemsigtighed om den reelle oplevelsesværdi for gæsten" siger områdedirektør Henrik Olsen, "For os er det samtidig en meget værdifuld og professionel sparring, der viser at vi er på rette kurs, og samtidig giver os en god fornemmelse af, hvor og hvorledes der kan optimeres".

De 4 stjerner harmonerer godt med den øvrige del af Jesperhus, hvor camping og feriecenteret, der er beliggende 200 meter fra parken, også smykker sig med 4 stjerner.

Mærkningsordningen kan sammenlignes med den mærkningsordning, der findes indenfor hoteller, campingpladser og feriecentre. Ordningen måler på en lang række faktorer, der tilsammen giver et samlet resultat på en skala fra 1 til 5 stjerner.

Der er kun givet 5 stjerner til to attraktioner, det er ikke svært at gætte, at det drejer sig om Tivoli og Legoland.

Læs mere på Jesperhus og attraktionernes hjemmesider - du finder links i faktaboksen "Ekstra!" øverst i artiklen.