Sigurd Barrett og Bjørnen Bjørn indtager Universe og Sønderjylland

Campingland.dk - Den 25/04-2014

Campingpladser ·  Besøg Universe og rejs med, når Sigurd synger og spiller sange fra Sigurds Verdensatlas. En musikalsk rundrejse med én af Danmarks mest folkekære entertainere.

3. maj lander Sigurd Barrett, kendt fra Sigurds Bjørnetime, i Universe. Med sig har han sin trofaste følgesvend Bjørnen Bjørn, et væld af instrumenter og en uforlignelig sans for den gode melodi.

– Sigurd Barrett er garant for underholdning, der ikke bare går ind af det ene øre og ud af det andet. Han formidler både den kreative glæde ved musik og vigtige, dannende budskaber. I denne forestilling handler det om geografi og verdens kulturer, men selvfølgelig serveret med masser af humor og musikalitet, fortæller Pia Bech Mathiesen, CEO i Universe.

Inden showet får alle børn udleveret deres helt eget pas. Efter showet stempler Sigurd Barrett det personligt og skriver autografer til dem, der ønsker.

Byg dine egne maracas
Den musikalske stemning rækker ud over cirkusteltet, hvor forestillingen foregår. På dagen kan alle børn således også deltage i en maracas-workshop, hvor de kan bygge deres eget rasleinstrument.

– Børnene får mulighed for at designe deres helt egne maracas - det latinamerikanske rasleinstrument. De kan selv vælge, hvordan det skal lyde, hvor stort det skal være, og hvordan det skal se ud. Hvis man er hurtig, kan man have den klar til Sigurds show og rasle med undervejs, forklarer Christina Jespersen, eventansvarlig i Universe, for som deltager til et Sigurd-show skal man ikke regne med at kigge passivt på.

– Børnene bliver inddraget og gjort til en del af showet. Men det bliver gjort med en pædagogisk snilde, så ingen føler sig pressede, men alle som en del af begivenhederne. Alle børn kan godt gå i gang med at varme sangstemmerne op.

Universe kort fortalt
Universe er en oplevelsespark i Nordborg på Als, hvor børn og voksne leger sig til viden. I 2013 skiftede oplevelsesparken navn fra ’Danfoss Universe’ til ’Universe’ og blev omdannet til en selvejende fond. I dag er Universe derfor en non-profit virksomhed med det formål at begejstre børn og unge for naturvidenskab, teknologi og iværksætteri, så flere vil uddanne sig inden for disse områder.

Find pladser i nærheden af Universe i Sønderjylland her