Campingpladser · 17. maj fylder Sevel Camping 20 år. De nuværende ejere Anette og Preben har da drevet campingpladsen i lige over 10 år – de har nemlig 10 års jubilæum på pladsen d. 10. maj 2011.
Pladsen er skabt af Sevel Invest, der fra bar pløjemark har etableret campingpladsen, som åbnede d. 17. maj 1991. Sevel Invest drev den de første par år, hvor efter Børge Skov overtog den og drev den indtil han blev syg, hvorefter han forpagtede den ud. Efter hans død i 2000 stod campingpladsens fremtid hen i det uvisse – indtil Preben og Anette Christensen overtog pladsen d. 10. maj 2001. Og nu altså 10 år senere er de stadig ejere af pladsen.
Deres 10 år på campingpladsen har resulteret i en kraftig udvidelse af pladsen. Der er bl.a. etableret swimmingpool, nye familierum samt andre nye campistfaciliteter – og udviklingen fortsætter. I nær fremtid skulle der gerne åbnes en ny hovedindgang med tilhørende reception samt kiosk. Yderligere vil man også åbne nye badefaciliteter – dertil kommer et nyt koncept vedr. udlejning af værelser efter ”Bed & Breakfast”-konceptet.
Man ønsker selvfølgelig at fejre disse to mærkedage. Det gøres med først et åbent hus arrangement og dernæst også en kampagne i hele fødselsdagsugen.
Lørdag d. 14. maj vil man afholde et åbent hus, hvor der vil blive mulighed for at se på pladsen og få lidt godt til ganen.
I fødselsdagsugen (fra 6. maj til og med 15. maj) vil det være muligt at bo på campingpladsen med 50% rabat – hvad enten man ønsker at bo i hytter eller egen vogn.
Du kan læse mere på Sevel Campings egen campingplads her.