Køber naboen: Rødvig Ferieby udvider med campingplads

André - Den 22/04-2024

Campingpladser ·  Vi ved alle, hvor vigtigt det er at have gode naboer - i dette tilfælde handler det dog ikke om at vande planter eller låne en kop sukker. Rødvig Ferieby har nemlig købt Rødvig Camping

- de to feriesteder er blot adskilt af en mark, og nu kan Feriebyen altså tilbyde overnatning i autocamper, telt og campingvogn.

Vi har talt med de to nye ejere, Mette og Claus Høgenhaug, for at høre om deres planer med campingpladsen.

Solgt efter flere år

Efter at have stået til salg i adskillige år, har Henny Pedersen og Per Jensen nu solgt campingpladsen til Mette og Claus, ejerne af Rødvig Ferieby, der ligger få hundrede meter fra pladsen.

Med udvidelse ser Rødvig Ferieby frem til at byde velkommen til endnu flere besøgende - ikke længere på Rødvig Camping, men på Feriebyens Camping, som bliver det nye navn.

Det er ikke tilfældigt, at de to feriesteder kommer til at have ensklingende navne. Det er nemlig meningen, at de skal være tæt forbundne. Helt konkret er der allerede lavet en sti, som forbinder campingpladsen med feriebyens område.

Udvidelse giver flere muligheder

Tilsammen kan feriebyen og campingpladsen nu tilbyde indkvartering i autocamper, telt, campingvogn, hytte og på bed and breakfast.

Herudover afslører Mette Høgenhaug, at de har planer om at tilbyde glamping - et koncept, som er meget populært blandt feriegæster i Danmark.

- Vi har set en stigende efterspørgsel efter glamping i Danmark og vi kunne da også selv finde på, at tage på glampingferie i Danmark.Så det skal vores gæster heller ikke nydes for og derfor har vi planer om opførelse af 2 stk glampingtelte som bliver fuldt udstyret og med kig til stjerne. Vi ligger på godt ude på landet og har den smukkeste nattehimmel.

På trods af de mange muligheder og høje ambitioner skal nuværende campinggæster ikke være nervøse for, at alt, hvad de kender, bliver ændret lige med det samme.

Fin campingplads, men med trang til opgradering

Feriebyens personale kan se frem til at få lidt flere arbejdsopgaver hele året rundt. Der er nemlig ingen planer om at ændre på, at campingpladsen har vintergæster. Det ser de nye ejere dog kun som en fordel:

- Der er ingen tvivl om, at vi kan udnytte vores personale bedre med opkøbet af campingpladsen. Vi har i dag åbent året rundt i feriebyen og vi ønsker at holde mere åbent på campingpladsen om vinteren, så vi har mere arbejde til vores personale i lavsæsonen. Det drejer sig jo om, at fastholde det gode personale vi har så vi ikke skal ud og finde nyt personale hvert forår.


Herudover har de nye ejere ikke planer om at lave de helt store ændringer nu og her. Tilbuddene forbliver, som de er lige nu - det samme gælder for antallet af pladser og mængden af fastliggere.

Den første opgave, som Mette og Claus vil tage fat i, er at gøre indgangspartiet mere åbent og indbydende, så alle nye gæster kan se, at de er velkomne på Feriebyens Camping i Rødvig.

Slutteligt spurgte vi dem om, hvad de glædede sig mest til i deres første sæson som pladsejere: Det er jo altid sjovt at skulle prøve noget nyt. Nu har vi drevet feriebyen i 14 år og vi glæder os til at komme i gang med campingpladsen. Der er mange udfordringer, som vi skal i gang med hurtigst muligt, og så har vi mange planer med pladsen. Der skal f.eks. laves bedre fællesfaciliteter og så skal vi lave flere vinterpladser. Listen er lang for det vi gerne vil lave, men vi må jo bare tage det fra en ende af. Og nu er vi i gang med ansættelse af personale til kiosken/receptionen. Så vi glæder os til sæsonen for alvor, går i gang.

Læs mere om Feriebyens Camping her.