Campingpladser ·
Finanskrisen har drillet flere i campingbranchen de seneste år, men på Ribe Camping er den eneste kulde, man mærker, den råkolde vinters is og sne.
Tingene står aldrig stille, og der er massere af liv i både høj- og lavsæson. Vinteren er præget af vintergæsterne som på så mange andre campingpladser – men også håndværkerne gør deres indtog på Ribe Camping
Således vil man denne vinter lave en udvidelse på 130 nye pladser til campingvogne og teltpladser i den nordlige del af campingpladsen. Derudover vil man også bygge en ny servicebygning på godt 500 kvadratmeter.
Det er godt tre år siden, at campingpladsen tog en tilsvarende ny aktivitetsbygning i brug, og siden har værtsparet Sanne og Finn Tonnesen gennemført en målrettet modernisering af pladsens øvrige aktivitetsbygninger. Man stiler efter at give gæsterne faciliteter af samme standard, som de oplever derhjemme. Derfor vælger man ikke at gå på kompromis med kvaliteten i forbindelse med den kommende udvidelse.
Bygninger og udendørsfaciliteter skal se ordentligt ud – på den måde kan man også få gæsterne til at passe bedre på tingene.
Servicebygningen indrettes med otte toiletter, et tilsvarende antal bruserum og fem vaskerum. Desuden etableres et køkken med seks kogesektioner og ligeså mange vaskesektioner. Endelig betyder udvidelsen flere familiebaderum, endnu en børnebadeafdeling samt et stort aktivitets- og festlokale, som kan bruges af fx gruppe- og familietræf.
Det er blot parrets 6. sæson på Ribe Camping, som har være i en rivende produktudvikling og haft en markant vækst hvert år. De 130 nye pladser åbner igen op for tilgang af flere sæsonpladser – og der er nok næppe mange, der kan genkende det daværende Ribe Camping i den nuværende, topmoderne plads beliggende på skellet mellem Danmarks ældste by og Nationalpark Vadehavet.