Campingpladser · Ribe vil henover resten af året svælge i arrangementer i anledning af byens 1300 års jubilæum. På Ribe Camping fejrer man også jubilæet og lægger ud med cirkusskole og fest med dejlig mad og dans til et 5-mands orkester.
Vinteren har været urimelig lang, og hver eneste dag ringer gæsterne til Ribe Camping for enten at bestille, eller for at få bekræftet en ekstra gang, at foråret og sæsonpladsen venter på dem. Og selvfølgelig er vi klar, siger Finn Tonnesen.
- Utålmodigheden er stor i disse dage op til Påske, hvor forårssæsonen begynder. Vi lukker vognene ind i den kommende weekend, så sæsongæsterne kan have deres enhed klar til påskedagene. Da kommer der til gengæld også til at ske masser af ting og sager hos os – både for børn og voksne, fortæller Finn og Sanne Stammose Tonnesen.
Pladsen har fået et gevaldigt løft, siden parret overtog den for fem sæsoner siden, og når foråret nu banker på, er Ribe Camping ydermere blevet en del af det eksklusive selskab i sammenslutningen Elite Camp.
Åbner sæsonen med traditionel Påskefest
- Traditionen tro holder vi fest for vore gæster, når vi åbner i påsken. Sidste år fyldte Ribe Camping 50 år, og da gav vi den ekstra skalle til forårsfesten. Det gør vi også i år, for vi vil gerne være med til at markere Ribes 1300 års fødselsdag, så vi disker op med både champagne, påskebuffet og 5-mands danseorkester i et stort opvarmet telt, siger Sanne Stammose Tonnesen.
Der er allerede rigtig godt booket op til påske, og Finn og Sanne Tonnesen håber, at der kommer en masse tilmeldinger til påskefesten, så man ligesom i fjor når de 200 deltagere. Festen er for både børn og voksne.
Cirkusskole underviser børnene i Påsken
- Desuden får vi også besøg af Cirkus Aromas cirkusskole, som underviser børnene i artisteri i hele påsken, så de er klar til at optræde med deres egen forestilling ”Cirkus Ribe 2010”. Det sker påskesøndag kl. 14.00. Vi har haft cirkusskole de sidste fem år, og det er lige populært hver gang, sige Sanne Stammose Tonnesen.
Som altid har parret haft travlt i vintermånederne. I år har der været 75 enheder på vintercamping, og desuden er der gennemført en større renovering af en af campingpladsens ældre fællesbygninger. Det drejer sig om bygningen over for receptionen, som også har fået nyt køkken. Bygningen har plads til ca. 80 gæster og er særdeles populær, når familier og foreninger vælger Ribe til et træf og overnatter i enten campingvogne, telte eller nogle af campingpladsens mange hytter.
Læs mere på pladsens egen hjemmeside via linket øverst i artiklen.