Påskeferie i Horsens

Campingland.dk - Den 02/04-2012

Tips & tricks ·  Er du på campingferie omkring Horsens i påsken, er det måske en idé at kigge forbi Danmarks Industrimuseum. Her er der nemlig gang i værkstederne.

Hvis vejret ikke lige tillader, at I nyder påsken udendørs, så kig forbi Danmarks Industrimuseum i Horsens og få varmen. Der er nemlig mange aktiviteter på programmet.

Som altid er arbejderboligerne og forretningsgadens vinduer påskepyntet, som man nu gjorde det den gang, da farfar var ung og mormor knap var begyndt at gå ud at danse.

En udstilling viser påsketraditioner fra et ældre Danmark med alt fra æggevarmere til påskebryg. I arbejderboligerne møder gæsten så også mostrene, som bager, braser og sender duft af fortidens retter ud i den lille opgang.

Påskelarm fra industrihåndværk
På værkstederne huserer de frivillige med motoropstart, trykkeri, radiobutik med mere. Der er skiftende arbejdende værksteder, for eksempel den stille kunstner med det litografiske tryk eller bankmanden i Banken fra 1930.



75 meter oplæg til en bæredygtig påskesnak
Gæsterne vil også i påsken blive mødt af 75 meter udstilling om bæredygtigt byggeri, som studerende fra VIA University College har frembragt. Udstillingen er en flot afsluttende studieopgave om nye bæredygtige vinkler på etagebyggeri.

Deltagerne med de mange forskellige forslag kommer fra 17 forskellige nationer, så gæsten mødes også af projektforslag, hvor kulturel forskellighed spiller ind.

Dragt og magt
Klædeskabet åbner til påske en udstilling om kvindelige politikeres beklædning fra den første kvinde blev stemt ind i Folketinget i 1918.
Udstillingen kan ses sommeren over, og anledningen til temaet er EU-værtsskabet i Horsens fra april til juni måned.

...Og så selvfølgelig lidt om industri
25 smukke film af cirka 3 minutters varighed dokumenterer 25 udvalgte industrimiljøer i Danmark. Hvert af de 25 miljøer har en unik historie, som hænger sammen med den generelle samfundsudvikling. Det er historien om Carlsberg, eller historien om Danfoss, som samtidig illustrerer, hvordan provinsen i efterkrigstiden overtog den ledende rolle i den fortsatte industrialisering.

De 25 smukke film kan sagtens ses som et oplæg til en dejlig påskeudflugt rundt i Danmark.

Danmarks Industrimuseum holder åbent alle påskedage fra klokken 11 til 16.