Campingpladser · Efter to årtier i front for Terrassen Camping har Mike og Vivi Noble valgt at give faklen videre. Siden d. 1. oktober har det været lærerparret Jonas og Charlotte Abel Søndergaard, der har haft styringen på pladsen og de er også flyttet ind på den ikoniske plads i Silkeborgs naturskønne kuperede terræn.
Et drømmescenarie i hjertet af Søhøjlandet
For Jonas og Charlotte begyndte overvejelserne om et sceneskift for et par år siden. Begge har tilbragt ti år i undervisningsverdenen, men ønskede at prøve kræfter med noget, hvor natur og værtskab fyldte mere i hverdagen. Turismen tiltrak dem – uden at de på det tidspunkt havde campingplads i tankerne.
Muligheden opstod, da de faldt over Terrassen Camping. Familien havde i mange år selv dyrket campinglivet, og da de besøgte pladsen første gang, blev de imponerede over den terrasserede struktur og de mange panoramaudsigter mod Julsø og Himmelbjerget. Det krævede ikke lang betænkningstid, før beslutningen var truffet.
Pladsen skal udvikles – med respekt for historien
De nye ejere lægger stor vægt på at bevare den gode atmosfære og det fundament, de tidligere ejer har opbygget gennem 20 år. Første sæson bliver derfor præget af ro og læring. Målet er at mærke rytmen på pladsen og forstå campisternes behov, før større forandringer bliver sat i værk.
På sigt har familien dog flere idéer, blandt andet:
- at gøre udvalgte fællesområder mere indbydende
- at opdatere visse hytter
- at styrke aktiviteterne for børnefamilier
- at skabe flere samlingspunkter for campister
- Også legepladsen og butikken står på ønskelisten som områder, der med tiden kan have gavn af et løft.
Familien flytter med – inklusive nye firbenede beboere
Både Jonas og Charlottes døtre, Victoria og Luna, går spændt det nye eventyr i møde. Flytningen betyder også et skoleskift, da pigerne fremover skal gå på Sejs Skole. Afskeden med vennerne i Odder er naturligvis stor, men afstanden gør det let fortsat at ses.
Hverdagen på campingpladsen bliver til gengæld alt andet end kedelig. Familien planlægger nemlig at få kaniner som en del af livet på pladsen – noget pigerne har set frem til.
Derudover får Jonas og Charlotte ekstra hænder i dagligdagen. Charlottes søster, Anne Marie, og hendes mand Jacob vil, sammen med deres tre drenge, give en hjælpende hånd i højsæsonen.
En af Danmarks bedst beliggende campingpladser
Terrassen Camping er kendt for sin unikke placering, som gør den til Danmarks næsthøjst beliggende campingplads. De omkring 250 enheder med hytter, mobilehomes og udlejningsvogne er anlagt forskudt på terrasser, så udsigten over søerne kan nydes fra hele pladsen.
> Læs mere om Terrassen Camping her.