Ny Middelalder minigolfbane på Husodde Camping

Per Højgaard - Den 23/06-2010

Campingpladser ·  Lørdag den 3. juli kl. 10 klipper skatteminister Troels Lund Poulsen den røde snor og erklærer Husodde Camping´s nyanlagte minigolfbane for åben.

På Husodde Camping er man netop nu ved at lægge sidste hånd på pladsens nyinvestering - en minigolfbane i middelalderstil.

- Vi glæder os meget til at præsentere denne spændende nye attraktion for alle vores campister, men også for alle borgerne i Horsens og omegn, fortæller René Kofoed fra Husodde Camping. Banen er nemlig placeret uden for campingpladsen så den ikke kun er forbeholdt campisterne, men også gæster fra området og oplandet.

Specielt i åbningsweekenden den 3.- 4. juli har vi et ekstra godt tilbud til alle i Horsens og omegn der vil spille minigolf. Et spil minigolf og en gammeldags isvaffel med 2 kugler kun 40 kr.

Middelalderen bliver en del af legen
Legen med den lille golfkugle bliver rigtig sjovt på den helt nye minigolfbane. Banen er bygget op omkring det kendte middelaldertema, og byder på mange spændende udfordringer.

Borgruin og spændende forhindringer
I midten er en borgruin med 4 tårne, hvor der både er udsigt over banen og fjorden. I et af tårnene kan man desuden sidde og få en lille ”puster” på turen rundt mellem forhindringerne. Der er mange andre elementer, såsom en ridderhest, Kong Arthurs sværd i stenen, en gabestok og flere andre udfordringer der gør spillet på minigolfbanen til en anderledes oplevelse.

Banen er udført med kunstgræs og er lige sjov for store og små. Ved hver bane er der nemlig både en let version til børnene og en svær version til de større børn/voksne, så alle kan spille på samme bane med samme odds. - Der er desuden en lille overaskelse til børnene, men den må I selv komme ud og finde, lokker Dorthe fra lejrchefens kontor.

Se billeder og læs mere på pladsens hjemmeside via linket øverst i artiklen.