Nu er strømmen på Nymindegab Familie Camping 220% i orden

Per Højgaard - Den 07/04-2005

Campingpladser ·  Både som almindelige mennesker og som campister er Vi ikke meget uden strøm. Det ved de også på Nymindegab Familie Camping, der har lagt 17 kilometer nyt kabel og har opsat nye elstandere hen over vinteren.

På Nymindegab Familie Camping har de første campister allerede indtaget deres pladser, og alle ser frem til forårets og sommerens mange glæder. Ekstra forventning er der til et helt nyt strømanlæg, som lige netop er taget i brug her ved sæsonstart.

Hver enhedsplads har fået sin egen strømstander med 16 amp. Systemet er centralt styret af en computer, så man kan aflæse forbruget samt tænde og slukke for strømmen i Informationen.

Lejrchef Heine Skovbølling fortæller, at der i vinter er blevet lagt 17 km. nye kabler i jorden, således at der nu er strøm på alle pladser. Vores campingplads ligger meget naturskønt ved Vesterhavet og Blåbjerg Klitplantage, og vi har derfor fået fremstillet nogle specielle strømstandere, som passer godt ind i naturen. Hver plads har nu en mahognistolpe med et lille kobbertag. På stolpen er Cee- stikket så monteret, fortæller Heine Skovbølling.

Vi ser frem til at bruge det nye anlæg, som er meget mere effektivt end vores tidligere strømanlæg. Vi oplever jo også, at campisterne får mere og mere udstyr i vognen, såsom centralvarmeanlæg og lign. Med det nye anlæg har vi, som en af de få campingpladser her i landet, 16 amp. til hver plads, så vi kan opfylde selv den mest el - krævende campists ønske om strøm, slutter Helle og Heine Skovbølling.

Læs mere om pladsen på hjemmesiden - du finder link under "Besøg.WWW".