Udstyr · En moderne campingvogn behøver ikke at koste en bondegård. Det demonstrerer den hollandske producent Beyerland, der i oktober introducerede sine nye modelserier på det danske marked, fortæller den danske forhandlerkæde Caravanringen i en pressemeddelelse.
Fuldt udstyrede og komfortable vogne fra 80.000 kroner giver mulighed for at købe nye modeller til samme pris som en brugt vogn med anstændigt udstyr.
Det er Caravan-Ringen der har startet importen af det hollandske mærke, som præsenteres på et åbent hus arrangement hos forhandlerne den sidste weekend i oktober.
”Det interessante ved Beyerlands modeller er, at du ikke skal undvære noget. Det hele er der. I den billigeste Sprinter model er der bl.a. ekstra stort køleskab, luksusblæservarme og en meget stor dobbeltseng. Alle vognene er bygget med sandwichkonstruktion og kører på det anerkendte Al-ko chassis. Det er aerodynamiske vogne, der også kan udstyres med AKS stabilisatorer for en komfortabel og sikker kørsel,” siger direktør Steen Rasmussen fra Caravan-Ringen.
Når hollandske Beyerland kan producere kvalitetsvogne i denne prisklasse, hænger det i følge Steen Rasmussen sammen med en stor produktion og en meget rationel produktionsform.
”På europæisk plan er Beyerland en af sværvægterne, og de bruger i deres opbygning af vognene præcis de samme materialer som deres konkurrenter. Det vil sige, at køkkener, varmeanlæg, møbler og det meste af inventaret er købt hos de samme underleverandører. Forskellen er, at Beyerland med sine moderne fabrikker er i stand til at producere billigere,” siger Steen Rasmussen.
Sprinter serien starter ved godt 80.000 kroner og består af 10 modeller. Som et introduktonstilbud til det danske marked tilbydes der en speciel Sprinter 440 DB Lite med megastort køkken og en stor siddegruppe bagi. Vognen er udstyret med alt komfortudstyr endog et komplet sæt sengetøj. Modellen er blandt de mest solgte i Europa.
Alle sprinter modellerne vil kunne ses ved Caravan Ringens åbent hus arrangement, hvor der også vil være mulighed for at se indenfor i Beyerlands to andre modelserier.
Vitesse med den ekstra-aerodynamiske front og den forlængede trækstang, som giver yderligere sikkerhed i stærk sidevind, eller når tunge lastbiler passerer forbi. Flere af modellerne tilbydes med kæmpestort vinkel endekøkken med rigtig meget arbejdsplads.
Topserien er Quartz, der har alt tænkeligt udstyr. Som en lille finesse er alle Quartzmodellerne udstyret med et tag af Alufiber, som beskytter mod haglskader i tagpladen.
En vigtig detalje for dem, der regelmæssigt camperer i Norditalien, hvor haglbyger ofte forårsager store skader på afgrøder, biler og campingvogne.
Beyerlands modelprogram består af i alt 21 modeller i størrelserne 350 til 540.