LEGOLAND - eldorado for børn og voksne

Per Højgaard - Den 08/08-2003

På tur ·  Solen står højt på himlen på en almindelig tirsdag blot et par uger efter industriferien er slut. Turen er gået til Billund hvor vi vil se nærmere på det nye i LEGOs store morskabspark - LEGOLAND.

Sammen med flere andre forlystelsesparker har LEGOLAND bombarderet de danske TV-medier med reklamer. Blandt andet har parken premiere på en overdimensioneret robotarm »Power Builder«.

For enden af den lange robotarm, sidder en hånd der er udformet som to sæder, og det er heri publikum placerer sig for at få en "rusketur". Inden indstigningen skal man "designe" sin egen tur - skal den være vild, vildere eller vildest...

Køerne ved den nye attraktion er ikke overvældende - kun ca. 5 minuters ventetid informerer skiltet der iøvrigt er at finde ved alle parkens kørende attraktioner - en god og nyttig information.

Ventetiderne varierer meget - lige fra 5 minutter ved de små lette og hurtige attraktioner, til 45 minutter ved publikumsfavoritterne - kanoen eller dragen. Dette varierer fra periode til periode hvor ferieperioderne naturligvis er værst.

Verden ifølge LEGO
Parkens oprindelige del er som altid en kæmpe inspirationskilde for børn i alle aldre. Her suger den kreative "junior-ingeniør" nye idéer til sig, og finder detaljer i bygninger, biler, både, tog og meget andet.

Men der er sket meget siden den første legobygning så dagens lys. I dag kører små LEGO biler rundt i gaderne, skibe sejler og brandsprøjterne leverer vand ud over havneanlægget. På havnen kører kranerne, lastbiler, trucks, og ved den store borerig går bølgerne højt. Bådene i farvandet er ude i hård sø.

Køerne er lange og priserne høje!
Som i mange andre forlystelsesparker er alle aktiviteter gratis når først entréen er betalt. En familie på 4 personer skal betale i omegnen af 650,- kr. for entré - en høj men rimelig pris set
i forhold til de mange kvaliteter der er i parken.

Prisniveauet i parken varierer fra rimeligt til uhyrligt. Rundt på restauranter og spisesteder er niveauet ligesom på en almindelig gennemsnits restaurant - altså almindeligt prisniveau. Og udbudet er bredt - der er noget for enhver pengepung.

Vi blev imidlertid forskrækkede over prisen på en almindelig halv liter vand i flaske - den beløb sig til 15,- kr. Her mener vi, at parken direkte er trådt ved siden af. Man kan naturligvis bare vælge at benytte en af pladsens mange vandposter med halvlunkent vand, eller medbringe sine drikkevarer hjemmefra.

Opdelt i forskellige temaer
Parken er opdelt i forskellige temaer der hver især indeholder sine forskellige aktiviteter og spisesteder:

»LEGO Explore Land« er for parkens yngste gæster...
»Imagination Zone« hvor fantasi bliver til virkelighed...
»Legoredo Town« det vilde westen med cowboys og indianere...
»Adventure Land« med den nye attraktion Power Builder...
»Miniland« der hvor det hele begyndte - minibyer bygget op i LEGO...
»Piratland« med krudt og kugler, sejlture og sørøverskibe...
»Borgland« Gode ben i restauranten, og parkens nok mest populære aktivitet »Dragen«...

Kørekort på 20 minutter
Ved siden af miniland ligger LEGOLANDs køreskole for de 7-13-årige, hvor børn i mange år har kunnet tage kørekort på 20 minutter. Det er stadig en af parkens mest populære attraktioner, men det er også ganske underholdende at se på fra sidelinien. Samtidig er det en af parkens eneste attraktioner som kræver penge ud over entréen.

I Imagination Zone SKAL du tage på besøg i LEGO Studios. Filmen »LEGO Racers 4D« er en oplevelse som vil forbavse dig. Ud over 3D briller, lys og lyd benyttes der effekter som kunstigt sne, regn og vind - det hele sammensat til en 19 minutters biografforestilling af de sjældne.

LEGOLAND er ubetinget en af landets bedste og flotteste forlystelsesparker - men er det alle pengene værd? Ja helt sikkert. Men hvis man også gerne vil besøge andre seværdigheder i Danmark er der nok næppe råd til at komme tilbage hvert år.