Camping · Forkert kugletryk på bilens anhængertræk kan forårsage ulykker, når familien kører på ferie med campingvognen. Derfor er det yderst vigtigt, at kugletrykket altid efterses, når campingvognen er pakket, fortæller campingbranchens formand Peter Outzen i en pressemeddelelse.
“Det er bedre med mere tryk på kuglen end for lidt. Hvis campingvognen er bagtung, så er der stor risiko for, at vogntoget kommer i slinger. Selv bruger jeg den tommel-fingerregel, at campingvognen skal være så tung, at jeg lige kan løfte den på krogen. Så plejer det at passe med det korrekte kugletryk, der ligger mellem 50 og 75 kg.,” siger Peter Outzen, der er formand for Camping Branchen.
I det hele taget er god planlægning kodeordet for de danske campister. Branchen råder ikke blot til at få givet vognen et grundigt eftersyn af bremser, dæk og gas-system inden feriens start. Man peger også på, at det er en god ide at booke sit feriested.
”Vi oplever stadigt oftere, at campister der ikke har booket plads på forhånd må køre forgæves til det valgte feriested. Så en reservation kan være garantien for en god feriestart. Kender man feriemålet er det også lettere at planlægge turen. Det er vigtigt at huske, at ferien starter hjemmefra og ikke når man kommer frem,” siger Peter Outzen.
Pak vognen godt
Hvis campingvognen undervejs skal bruges til at spise og sove i, er det vigtigt, at den pakkes, så den ikke skal tømmes hver gang, man skal bruge den. Kort over ruten og rejsemålet er også en fordel ligesom underholdning til børnene. Her kan bøger og en transportabel computer med DVD-film gøre køreturen mere overkommelig for de mindste.
Underholdning til børnene kan købes hos landets campingvognsforhandlere, ligesom navigationsudstyr, små mobile vægte, der kan måle kugletrykket og ekstraudstyr som holdere til cykler.
“Hvor man placerer cykelholderen afhænger igen af kugletrykket. Har man en campingvogn med soveværelse i forenden af vognen, så udnytter man ofte det store magasinrum under sengen. Er det tilfældet, er man bedst tjent med at montere cykelholderen på bagenden af campingvognen, så vægten kan afbalanceres,” siger Peter Outzen.