Købte Hobby Excelcior inden den var kommet til Danmark

Per Højgaard - Den 05/02-2005

Camping ·  Hobby Caravan´s nyeste skud på stammen - den eksklusive vogn "Excelcior" - kom til landet i de første eksemplarer kort før jul. Alligevel har de danske forhandlere solgt adskillige vogne "på kataloget" - altså inden kunden overhovedet har haft mulighed for at se vognen.

Åse og Johnny Nielsen var ikke længe om at beslutte sig da de havde set de første billeder af vognen i efteråret 2004. De var overbeviste om, at det var en vogn de bare måtte eje.

"Vi var bare helt solgte!", fortæller Johnny mageligt fra den læderbeklædte siddegruppe i den nye "Excelcior-vogn". Vi er taget på besøg hos forhandleren på dagen hvor parret for føste gang skal have vognen spændt efter bilen.

Efter at have sat os til rette i den nye vogn taler vi løseligt om vognen og bliver meget hurtigt enige om, at duften af "ny bil" ikke er så ringe endda.

"Vi så de første billeder af vognen i efteråret, og tog kontakt til caravanforhandleren for at tale om den nye vogn. De havde set den, men vidste endnu ikke præcis hvornår den kom til landet", supplerer Åse.

"Til gengæld fortalte de, at det var den flotteste campingvogn de nogensinde havde set, og de har endnu aldrig snydt os", griner hun.

Skrev slutsedlen under på baggrund af et par billeder
Derfor var der heller ingen rysten på hånden, da slutsedlen blev skrevet under i efteråret - et par måneder før det første eksemplar af vognen rent faktisk landede hos en dansk forhandler.

"Hvad i alverden har fået jer til at købe en campingvogn til 160.000 kr. uden at have set den?", spørger jeg parret.

"De første billeder vidnede om, at det var en vogn som ingen anden", starter Johnny. "Vi faldt pladask for de svungne linier i vognen og den varme glød vognen har. Og vi må give forhandleren ret - det er nok den flotteste campingvogn vi nogensinde har set - og nu ejet".

På trods af prisen har parret valgt blandt andet at få både gulvvarme og aircondition fabriksmonteret så prisen lander i underkanten af de 200.000 kr.

Mange solgte vogne på kataloget
Men parret er ikke de eneste der har købt den nye Excelcior på kataloget. Fra Campex ApS, der er den danske agent for Hobby og Fendt fortæller de, at flere andre forhandlere har solgt Excelcior vogne til campister som Åse og Johnny - campister der ville være sikre på at kunne campere i den nye luxusvogn i 2005 sæsonen.

Alligevel synes parret at prisen er ok. "Det er 800.000 kr. billigere end et sommerhus, og så er friheden meget større", griner parret, der netop har skilt sig af med netop deres sommerhus for at dyrke campinglivet mere intensivt.

I for- og eftersæsonen vil de ture rundt i det danske, og sommerferien kommer til at foregå sydpå.

Stor efterspørgsel
Der er nok ingen tvivl om at Hobby atter engang har ramt hovedet på sømmet da de designede den nye Excelcior. Med dén har Hobby atter lagt sig i førerposition. De seneste mange år har Hobby været markedsdominerende, og har solgt flest campingvogne i hele Europa.

Efterspørgslen på den nye Excelcior tyder da også på, at tendensen fortsætter. I hvert fald har fabrikken i det nordlige Tyskland svært ved at få produceret vogne nok.

Se vognen hos en af landet Hobbyforhandlere - du finder link til Hobby og forhandleroversigten på "Besøg.WWW" i spalten til venstre.