Camping · Casper Christensen, Iben Hjejle, Biker-Jens, den Skaldede Kok og Tim Vladimir. Det er nogle af de kendisser, der gæster Ferie for Alle i MCH Messecenter Herning den 26.-28. februar for at give danskerne inspiration til den næste ferie.
Igen i år byder Messecenter Herning på et stort og omfattende aktivitetsprogram med masser af kendisser.
- Du vil komme til at møde flere forskellige kendisser - lige fra den verdensberømte golfstjerne Padraig Harrington´s club-maker til rejseforedrag med Timm Vladimir samt Casper Christensen og Iben Hjejle på campingudstillingen. Der er masser af spændende aktiviteter for hele familien, og så giver det jo noget ekstra krydderi for de besøgende, at de får mulighed for at møde og høre kendte på messen, fortæller Ferie for Alles projektleder Anders L. Mortensen, MCH Messecenter Herning.
Casper og Iben på camping i Herning
På Camping-udstillingen kan de besøgende møde Danmarks kendis-par nummer et, Casper Christensen og Iben Hjejle, på Tabberts stand lørdag kl. 13.30 i Hal J. Komikeren Casper Christensen faldt for den dråbeformede campingvogn T@B L400 TD fra Tabbert, der også bliver kaldt ”ægget”, og Casper kan nu udvide sit visitkort til komiker og campingvognsejer:
- Jeg faldt for det utraditionelle retro-design. Når tiden er til det, glæder jeg mig til at ligge på ryggen og se på stjernehimlen ud gennem det store panoramavindue, siger Casper Christensen.
Bikeren og Kokkens drengerøvstur på Harley i USA
På feriemessen i Herning kan de besøgende også møde to af Danmarks vel nok mest specielle tvpersonligheder Biker-Jens og Den Skaldede Kok. Her fortæller de om deres drenge-røvstur til USA på en Harley Davidson gennem den vestlige del af Guds eget land. Tilsammen har de to drengerøve kørt 4.000 km på bike gennem USA.
Sepp Piontek åbner messen
Årets partnerland på Ferie for Alle er Tyskland, og de har sørget for, at den mest berømte tysker i Danmark, tidligere fodboldlandsholdstræner Sepp Piontek, åbner messen. Der vil desuden være mulighed for at se dele af Berlin-muren fra 20 års jubilæet, som er hentet til Herning i anledning af messen.
Eksklusivt for golf-elskere: Hør Harrington´s Club-maker
Mød verdensnavnet Padraig Harrington’s helt egen club-maker Phil Bonham, som kommer og fortæller om bl.a. den irske golfstjernes udstyr og om baggrunden for Harrington’s Major-sejre. Phil Bonham kan træffes alle dage på Dansk GolfShow.
Timm om barselsferie og Jensen om julemanden
Traditionen tro byder messen på et stort foredragsprogram med flere end 80 rejseforedrag.
Man kan bl.a. opleve Timm Vladimir og Katrine Engberg, som fortæller om deres rejse til Australien - sammen med deres dengang tre måneder gamle søn.
Også skuespilleren Flemming Jensen gæster messen, hvor han under en hyggelig og uformel samtale med den tidligere radiovært Georg Julin fortæller om Grønland og De Dansk Vestindiske Øer på Udlandsscenen.
Besøg rejsemessen der foregår den 26-28 februar i MCH Messecenter Herning - læs mere via linket øverst i artiklen.