Campingpladser · Det sker sjældent, at man får tilbud om at campere en hel weekend, ganske gratis. Men! Det er lige netop, hvad fire af Skiveegnens dejlige campingpladser tilbyder i weekenden 3.-5. maj.
De fire pladser har nærheden til Limfjorden til fælles, men har derudover hver deres identitet og hver deres særpræg. Prisen – altså 0 kr. - er inkl. overnatning i egen vogn samt strøm, mens gæsterne (hvis ikke andet er oplyst) skal betale for forplejning og aktiviteter.
På Lundø Camping & Grill byder Judith og Gert Hansen velkommen på Danmarks mindste 3 stjernede plads, der ligger på halvøen Lundø - mellem Skive fjord og Lovns Bredning.
-Vores store force er faktisk, at pladsen er så lille, som den er, fastslår Judith Hansen. –I forbindelse med ”Fri Forårsweekend” har vi – i samarbejde med Hjerteforeningen - arrangeret en vandretur på Lundø med en lokal guide, men ellers vil vi ikke sætte det helt store i gang. Vi har to legepladser til børnene, men for de voksne handler et ophold hos os i høj grad om at nyde den skønne natur, fjorden, roen og gode stemning campisterne imellem. Det er vores kendetegn, så der er selvfølgelig det, vi vil tilbyde de nye campister.
I det nordøstlige hjørne af halvøen Salling ligger Junget Strand Camping, der er kendt som en fredfyldt familiecampingplads, der altid byder på spændende aktiviteter for store og små.
Lisbeth Korsgaard fortæller: -Hele weekenden har vi underholdning for børn og barnlige sjæle. Fredag er der hygge/ryste sammen aften i teltet - og når de mindste er gået til køjs, er der fest med levende musik. Lørdag formiddag har vi tekstilværksted og om eftermiddagen inviterer vi til fælles tur til stranden. Lørdag aften laver vi snobrød over bål og søndag slutter vi weekenden af med flot ansigtsmaling og spændende skattejagt.
Gæster uden egen vogn kan også være med, da campinghytterne kan lejes til halv pris denne weekend.
På den vestlige side af Salling - blot et stenkast fra Limfjorden – ligger Limfjords Camping & Vandland. Her er kodeordene: Familie, nærhed, samhørighed, hygge og spændende aktiviteter for store og små. Pladsen har bl.a. mini-golfbane, legeplads, indendørs vandland, isbar og cafe samt alle moderne faciliteter.
-I løbet af ”Fri Forårsweekend” vil vi bestræbe os på at præsentere nogle af de aktiviteter, som gæsterne også kan møde i løbet af sæsonen, fortæller medejer Maj-Britt Vestergaard, der uddyber: -Fredag aften er der Geo-Questor løb på pladsen og stranden - lørdag eftermiddag står den på bålhygge og underholdning og søndag tilbyder vi campisterne at slutte en dejlig forårsweekend med søndagsbrunch.
Med fantastisk udsigt over Hjarbæk Fjord ligger Hjarbæk Fjord Camping, der er kendt for fred og ro, god stemning og flotte naturoplevelser.
-For os var det oplagt at deltage i ”Fri Forårsweekend” beretter Lone Rasmussen. –Det er en rigtig god måde at gøre opmærksom på vores fantastiske område og på den helt specielle natur ved Limfjorden.
Fredag aften tilbyder Hjarbæk Fjord Camping en spændende grillskole med efterfølgende fællesspisning. Lørdag formiddag er der mulighed for at fiske ved Hjarbæk Fjord og om eftermiddagen vil Skovnissen Klone underholde og lege med børnene. Om aftenen inviteres til fælles bålhygge.
-Jeg håber, at rigtig mange campister bliver fristet til at tage imod tilbuddet om ”Fri Forårsweekend”, så vi kan få spredt budskabet om, at campingferie ved Limfjorden er et must – uanset om man leder efter ro og fordybelse i naturen – eller er mere til leg og aktiviteter, lyder opfordringen fra Lise Korsgaard, der er koordinator for de fire pladser i forbindelse med ”Fri Forårsweekend”. Hun slutter med at gøre opmærksom på, at interesserede er meget velkomne til at tage kontakt direkte til de enkelte campingpladser for at høre nærmere og bestille plads.
Læs mere om Hjarbæk Fjord Camping her.