Julegaveidé: Mio-GPS med tv

Per Højgaard - Den 02/12-2008

Udstyr ·  I december måned sætter vi fokus på "camping-egnede" julegaveidéer i forskellige prisklasser. Første skud på stammen er Mios nye GPS C728 der byder på både navigation, digital-TV og TMC modtager.

I slutningen af november kiggede IT-magasinet PC World nærmere på den nye GPS-modtager der udskiller sig fra konkurrenterne ved også at indeholde digital TV-modtager. Denne kan af både lovmæssige, og af teknologiske årsager ikke fungerer når bilen kører.

Mio C728 er udstyret med en stor 7-tommer skærm med en opløsning på 800x480 pixel hvilket giver et flot og skarpt billede. Og netop den store skærm gør GPS´en velegnet til f.eks. nomade-campingfolket eller campister der gerne bare lige vil se nyhederne på TV, men ellers ikke gider side klinet op ad skærmen.

Kan vise både TV og film
DVB-T tuneren (digital tv-tuner) kan modtage digitale tv-signaler, og i Danmark betyder det, at man p.t. kan se DR1, TV2 og DR2. Fordelen ved den digitale tuner er, at man modtager krystalklare billeder hvis sendeforholdene er rimelige. Altså slut med sne og streger på skærmen.

Men skærmen kan bruges til mere endnu. Via en indgang til SD-kort kan man føde GPS´en med videofilm eller musik, og du kan se dine digitale fotos eller video på skærmen.

Når alt dette er sagt burde vi måske nok vende tilbage til udgangspunktet - GPS´en: kan den vise vej?

GPS-delen er bygget på Mios MioMap2008, som er udstyret med kort over Vesteuropa, og naturligvis er der også trafikinformationer via TMC på et apparat i denne prisklasse.

Vejledende pris er 3.999 kroner - vi har dog ved en hurtig googl´ing fundet C728 til 3.139 kr. på nettet.

Læs mere på Mio´s hjemmeside, se priser og butikker på EDBpriser og læs anmeldelsen på PC-world via link´ene øverst i artiklen.