Hold jul og nytår på camping

André - Den 18/10-2023

Camping ·  De fleste forbinder julen og nytåret med juletræet midt på stuegulvet og raketter udenfor vinduet.

Men behøver det være sådan? I takt med at flere campingpladser er åbne hele året, rykker flere og flere ud på de danske campingpladser - især til nytår.

At holde jul og nytår på camping kan byde på en unik oplevelse og en pause fra den stress og jag, der ofte præger slutningen af året.

Fyrværkeri-fri camping: Ideelt for kæledyr


Flere campingpladser er 100% fyrværkeri-fri, hvilket gør dem til det perfekte sted for familier med kæledyr, som ofte søger væk fra byen omkring nytår.

Nytårsaften kan være en skræmmende tid for mange dyr på grund af de mange høje brag, og hvert år stikker hunde og katte af hjemmefra.

På en campingplads, hvor der er fokus på at skabe en rolig atmosfære, kan dit kæledyr få en mere afslappet nytårsaften.

Vi har talt med flere campingpladser. De siger alle, at efterspørgslen er stigende - det gælder især efterspørgslen på hytter omkring nytårsaften. Flere pladser som ikke har vinteråbnet, åbner blot for gæster i denne periode fordi efterspørgslen er så stor.

Her er 14 forslag til fyrværkeri-fri campingpladser

Nordjylland:
- Nibe Camping
- First Camp Klim Strand
- First Camp Råbjerg Mile

Østjylland:
- First Camp Aarhus

Vestjylland:
- Hanstholm Camping
- Henne Strand Camping og resort
- First Camp Lakolk

Sønderjylland:
- First Camp Frigård - Flensborg Fjord

Fyn og ø'erne:
- Emmerbølle Camping
- First Camp Bogense Strand
- First Camp Hasmark Strand

Sydsjælland og Ø'erne:
- Vemmetofte Strand Camping
- Feddet Strand ResortOBS: Her er fyrværkeri kun tilladt nytårsaften fra kl.24.00-01.00, og at alt affyring skal foregå ved stranden (ud for parkeringspladsen) udover vandet.

Vestsjælland:
- First Camp Tempelkrogen

Samvær og fællesskab


Selvom I vælger at tage på camping, kan I godt holde fast i traditionerne. Hvis I lejer en stor hytte, kan venner og familie sagtens komme på besøg til en hyggelig julefrokost eller en nytårsaften med sang og fest.

Flere campingpladser tilbyder også fællesaktiviteter som julesang, fællesmiddage og nytårsfest, hvor man kan møde andre campister og dele oplevelsen.

Jul i naturen


Julen handler i høj grad om hygge, og hvad kan være mere hyggeligt end at vågne op i naturen med sneklædte træer?

Hvis du vælger at bytte byens stress ud med roen i naturen, kan julen få en helt ny betydning. Familien kan starte dagen med en gåtur i naturen, bygge en snemand eller måske endda tage en tur på skøjter.

Jul på en campingplads er for dig, der prioriterer kvalitetstid, og som gerne vil skrue ned for al den stress, der kan præge juletiden.

- Se alle vinteråbne pladser her