Juelsminde - en livlig ferieby i Østjylland

Per Højgaard - Den 24/05-2003

På tur ·  Campister hos Juelsminde Camping kommer tilbage år efter år. Ikke fordi pladsen er vildt luxuriøs eller specielt billig, men fordi den ligger midt i en fantastisk livlig by.

Juelsminde ligger ved foden af Vejle Fjord med ca. 25 km. til henholdsvis Horsens og Vejle. Det er en rigtig ferieby a'la Løkken - der er stor marina, dejlige badestrande rundt om hele byen, store sommerhusområder, golfbane og et aktivt forretningsliv.

Byen vokser gevaldigt om sommeren
Direkte ved siden af byens centrale strand og den ældste del af lystbådehavnen ligger byens campingplads - Juelsminde Camping. Pladsen er hverken luxuriøs eller specielt billig, men alligevel kommer campisterne tilbage år efter år - for der sker noget i Juelsminde.

At byen er en sommerby afspejles blandt andet også i priserne på de store sommerhusområder der er omkring byen - priserne er nogle af landets højeste.

Havnefest, kræmmermarked og paradeoptog
I weekenden mellem uge 28 og 29 åbner byen op for den store traditionsrige Havnefest med tivoli, dans og musik for unge og gamle, kræmmermarked, gøgl og det hele afsluttes i et paradeoptog som går gennem den centrale del af byen.

I paraden deltager alle afskygninger af byen og omegnens erhvervs- og foreningsliv, og fantasien bliver vredet en ekstra tand år efter år.

Vil du vide mere om Juelsminde kan du besøge en række forskellige hjemmeisider om og fra byen - du finder dem under "BesøgWWW".