Hymer - Campingland-familiens nye campingvogn

Per Højgaard - Den 03/05-2006

Camping ·  Campingland-familien's tro følgesvend gennem flere år bliver nu udskiftet med en ny model. Denne gang er familien faldet pladask for en Hymer, og om en uge skal vognen hentes hos Kongeaa Caravan Center midt mellem Kolding og Esbjerg.

Siden messedagene først på året har Campingland-familien haft et endog rigtigt godt øje til det tyske kvalitetsmærke "Hymer". Tre forskellige modeller var i kikkerten, men de to blev hurtigt siet fra da de var 250 cm i bredden, og det må vi ikke køre med da vores bil ikke er bred nok (en Audi A4).

Hymer Living 505
Valget faldt derfor på Hymer's "Living 505", der er en køjevogn med 2 køjer (fåes også med 3 køjer), samt en fransk seng i voksenafdelingen. Midt i vognen er køkken og siddegruppe placeret.

Vores vogn landede i Danmark i uge 18, og Vi slog straks et smut forbi Kongeaa Caravan Center for at kigge vognen an inden den bliver klargjort.

En god halv times tid i vognen viste os endnu flere "guldkorn" end vi kunne huske fra messerne. Gaskassens låg, håndtag og låsesystem virker meget mere robust, end ved mange andre vogne vi har "pillet ved".

De udendørs luger til strøm og vandpåfyldning er udstyret med lås. Indvendige låger og døre er monteret med håndtag og lukkemekanismer som er meget nemme at betjene - også for børn. Proppen i køkkenvasken er udstyret med "si", og afdækningen til vasken og gasblussene er udført i samme materiale som bordpladen.

Disse er blot nogle af de fortræffeligheder som gør, at vi synes at netop Hymer giver den berømte prik over i'et.

Hjem fra Kongeaa Caravan Center i uge 19
I slutningen af uge 19 kan vi for første gang spænde familiens nye feriehjem på krogen og trække den med hjem. Vi glæder os til rigtigt at få pillet ved vognen, der dog inden leveringen skal eftermonteres med Truma Ultra Heat og TV-antenne.

Kig indenfor i vognen i billedgalleriet øverst i artiklen, hvor vi har skudt en række billeder fra besøget hos Kongeaa Caravan Center.