Hvidbjerg Strand Feriepark gør det igen!

Pressemeddelelse / Per Højgaard - Den 07/10-2004

Campingpladser ·  Hvidbjerg Strand Feriepark ved Blåvand på den jyske vestkyst, har igen haft succes med udmærkelserne i den tyske presse - denne gang i den store tyske avis Bild am Sonntag. Steen Slaikjær fra Hvidbjerg udtaler sig i en pressemeddelelse.

Den store tyske avis Bild am Sonntag med et oplag på 2,1 mio. eksemplarer har udarbejdet en liste over de 7 bedste campingpladser i Europa, og Hvidbjerg Strand Feriepark indtager en flot placering som den eneste skandinaviske plads på denne liste.

»Det er en utrolig stor glæde, at en stor tysk avis som Bild am Sonntag har tildelt os denne flotte placering. Det er skønt at få en sådan melding om at vores virksomhed er blevet positivt bemærket i det store udland, og vi er naturligvis stolte over omtalen«, fortæller Steen Slaikjær fra Hvidbjerg Strand Feriepark.

Satser på kvaliteten
»Vi har gennem de sidste år satset meget på kvalitetsforbedringer, og der er ingen tvivl om, at de meget kritiske tyske gæster har taget vores koncept til sig. Tag nu for eksempel vores nye luxushytter - der er ikke blot tale om et billigt byggeri hvor husene er placeret på rad og række. Vi har fra starten prøvet at tilføje byggeriet noget mere ved at tage udgangspunkt i temaet "det vilde westen"«, fortsætter Steen.

I en seperat afdeling af pladsen er der indrettet et område hvor pladsen laver snobrød og håndarbejde sammen med børnene, der er legeplads og man kan ride på heste.

Blandt Danmarks bedste pladser
Hvidbjerg Strand Feriepark blev startet for ca. 28 år siden af Mona og Thorkild Slaikjær, og fremstår med sine markante gulkalkede stråtækte bygninger som et varmt og imødekommende sted at tilbringe sin ferie. Campingpladsen er medlem af TopCamp, der er en sammenslutning af Danmarks bedste campingpladser, og er ved tidligere lejligheder blevet udnævnt til en af Danmarks bedste pladser.

»Moderne familier ønsker aktivitet i ferien - og dette er netop en af vore klare styrker, som vi har opbygget gennem de mange års kontakt med gæsterne. Alle gæster tilbydes at deltage i guidede vandreture ved vadehavet, sandslotte konkurrencer og skattejagt for børn - og aktiviteterne er gratis«, tilføjer Steen.

2000 kvm. subtropisk badeland
»Jeg tror på, at dette er vejen frem - glade og tilfredse gæster vender nemlig tilbage næste år. Ud over vores aktiviteter er vort største aktiv det 2.000 kvm. store subtropiske badeparadis. Badelandet garanterer vore gæster "godt vejr" uanset om den danske sommer viser sig fra sin mere lunefulde side«, slutter Steen Slaikjær fra kontoret i Vestjylland.

Læs mere om pladsen på hjemmesiden - du finder link under "Besøg.WWW".