Hvidbjerg Strand Camping overtager Ho Camping

Pressemeddelelse / Per Højgaard - Den 11/02-2008

Campingpladser ·  Der er ikke plads til fastliggere hos den populære feriepark "Hvidbjerg Strand", men det bliver der lavet om på nu. Med købet af Ho Camping ikke langt derfra kan Hvidbjerg Strand Feriepark nu føje et fastliggerprodukt til vareudvalget.

I skøn beliggenhed midt i skoven tæt på Skallingen ligger Ho Camping. Pladsen har bare en enkelt stjerne, men det er ikke på grund af stjernerne gæsterne kommer til pladsen. Det er til gengæld naturen og området, der trækker.

Ikke langt derfra ligger Hvidbjerg Strand Feriepark, der har fem stjerner og er en af Danmarks bedste campingpladser, og det er denne plads, der nu har overtaget Ho Camping.

- Vi har ikke plads til fastliggere på Hvidbjerg Strand Feriepark, selv om mange efterspørger det. Derfor er købet af Ho Camping helt perfekt, fordi vi nu kan tilbyde denne plads i stedet, fortæller Steen Slaikjær, ejer af begge pladser.

Ho Camping ligger også tæt på Blåvand By, der som en af de eneste feriebyer på Vestkysten har åben hele året og med en meget aktiv handelsgade med cafeer, specialforretninger og restauranter.

Ho Camping fejrer ejerskiftet med et godt tilbud. En sæsonplads fra påske til efterårsferien for en familie med hjemmeboende børn koster 8.000,- + strøm. Prisen er inkl. fri adgang til det femstjernede indendørsbadeland på Hvidbjerg Strand Feriepark forår og efterår.