Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og til at målrette annoncer. Denne information deles med tredje part. Læs mere >>
Campingpladser · "Thy Marked og Camping udstilling". Sådan er navnet på det nok største arrangement af sin art set på en dansk campingplads. Hanstholm Camping og Hanstholm Idrætsforening er initiativtagerne til det store marked, og forventningerne til besøgstallet lyder på omkring 20.000 gæster.
Vil du være med ved det nok største kræmmermarked der er set på en dansk campingplads, skal du skynde dig at bestille plads nu. Og der er god grund til at hanke op i campingvognen i den tredje weekend i juni, for der er dømt liv og glade dage med levende musik, tivoli, masser af kræmmere, campingklubber og meget mere.
Kandis, Ib Grønbæk og Dansk Børne MGP
Nøjagtigt fra den 16.- 18. juni, ser det nye marked dagens lys for første gang. Størstedelen af programmet er allerede på plads og kontrakterne med kunstnerne er i hus. I den tungere ende af programmet ses blandt andre: Kandis, Ib Grønbæk, Midt Om Natten og Dansk Børne Melodi Grandprix.
"Der er dog mange flere navne og meget mere underholdning på tapetet, der skal jo noget til at fylde de to telte samt friluftsscenen, men mere om det senere" siger Dorthe Dencker fra Hanstholm Camping.
Campingudstilling med udstyr og forhandlere
"Udover underholdning, bespisning og ordinært kræmmermarkedet, adskiller markedet sig fra andre ved at lægge arealer til en større campingudstilling. Det falder os meget naturligt at invitere forhandlere af campingvogne og campingudstyr til denne weekend, da pladsen jo i disse dage er beboet af campister ligesom flere caravanklubber har valgt at lave træf netop her og derfor meldt deres ankomst til weekenden", fortsætter Dorthe Dencker.
Markedet bliver afviklet på den store festplads ved boldbanerne på selve campingpladsens arealer og med direkte havkig udover det fredede klitareal. Måske Danmarks smukkeste beliggenhed.
Læs mere om campingpladsen og arrangementet via link'ene øverst i denne artikel.