Gratis Campingblad fejrer 1 års fødselsdag

Pressemeddelelse / Per Højgaard - Den 07/10-2004

Camping ·  I disse dage udkommer den 5. udgave af campingmagasinet Campingferie.dk, som udkom første gang i oktober sidste år. I en pressemeddelelse et år efter, fortæller bladets ankermand Peer Neslein om bladets første leveår.

Bladet var fra starten planlagt til at udkommer 4 gange om året og det er faktisk hvad der er sket, selv om en del etablerede bladfolk trak på skulderne af initiativet og mumlede "hvordan skal man kunne udgive et gratis blad, når vi kører med underskud på et blad som folk betaler for".

Gratis aviser og blade går frem
Men som det er gået med gratis-aviserne Urban og Metro, er Campingferie-bladet ligeledes slået utroligt flot an. Peer Neslein, der er chefredaktør på bladet, har arbejdet med camping de sidste 18 år.:

»Jeg tror at det hele står og falder med 2 ting, nemlig indhold og skribenter. Indholdet skal handle om camping, når det er et campingblad og skribenterne skal have forstand på og interessere sig for camping. Man kan nemlig ikke snyde læserne med noget sekundastof«, siger Peer.

»De vil have den ægte vare. Det betyder samtidigt at vi skal skrive de fleste af artiklerne selv, så de handler om det læserne forventer. Vi kan f.eks ikke bruge en rejsejournalist, uanset hvor dygtige han eller hun er, hvis de ikke har forstand på, eller interesserer sig 100% for camping«.

Bladet udkommer i oktober, januar, marts og maj. I sommermånederne er holdet bag bladet rundt på de danske og Europæiske landeveje og campingpladser for at skrive artikler. I vinterhalvåret tages der på efterårsture, vinterture og forårsture, fortæller Peer Neslein, der selv netop har været en tur Sjælland rundt.

Næste tur bliver en vintertur til Norge, med en ganske almindelig standard Hobby campingvogn på krogen. Det er der nemlig rigtig mange læsere af campingbladet som har ønsket at læse om, slutter Peer Neslein.