Campingpladser · I det sønderjydske har Gammelbro Camping netop indviet et 800 kvadratmeter stort spændende badeland. Det sker 45 år efter åbningen af pladsen i 1958.
»Vi synes at det var på tide at få et badeland på pladsen« fortæller lejrchef Johannes Knudsen der er opvokset på pladsen. »Pladsen er efterhånden så udbygget, at det var det eneste vi rigtigt manglede, og så satte vi spaden i jorden«.
800 kvadratmeter vand under tag
Svømmehallen holdt første åbningsdag i Kristi Himmelfartsferien. I badelandet er børnebassinet knap en halv meter dybt og det er udstyret med en lille rutchebane.
Det store bassin er delt op i 3 afdelinger - en svømmebane, et boldspilsområde, og et aktivitetsområde hvor der også er boblezone og rutchebane.
Stor plads ved Haderslev
Gammelbro Camping er en 3-stjernet campingplads der ligger 15 km fra Haderslev og ca. 60 km fra den dansk/tyske grænse. Pladsen råder over 600 campingenheder og 24 hytter.
Pladsen er en udpræget familieplads der har meget af det der skal til for at stille en børnefamilie tilfreds.
Pladsen ligger ud til Lillebælt, ved den lille havneby Årøsund, og har udsigt til både Årø og Fyn.
Campingland-familien tager på besøg
I slutningen af juni måned vil Campingland-familien drage på besøg hos Gammelbro for at måle atmosfæren på pladsen og se det nye badeland an. Besøget ender naturligvis i en af Campingland.dk's vurderinger.
Læs mere på Gammelbro's nye og flotte hjemmeside - du finder den under "BesøgWWW".