Campingpladser · Jesperhus Feriepark stryger direkte ind som nummer fem i en undersøgelse af de bedste campingpladser i Europa.
Jesperhus Feriepark er Europas femtebedste campingplads.
Det mener en lang række gæster på europæiske campingpladser. Det er hollandske Campinglife, der står bag undersøgelsen, og her kommer Jesperhus med femtepladsen som den eneste danske campingplads ind i top 20.
I Jesperhus er direktør og medejer Peter Overgaard naturligvis stolt over den fine placering.
- Det er et kæmpe skulderklap, og det tæller ekstra, at undersøgelsen er foretaget blandt dem, som det hele handler om, nemlig gæsterne på de europæiske campingpladser. Det er en blåstempling af vores produkt, men det er i høj grad også en anerkendelse af vores dygtige medarbejdere. Den personlige kontakt med gæsterne og en tårnhøj service er nøglebegreber, når vores gæster skal føle sig godt behandlet hos os, siger Peter Overgaard.
Jesperhus Feriepark råder over både feriehytter, feriehuse, campingvogne og telte, foruden masser af plads til gæsternes egne mobile feriehjem. Pladsen er spækket med spændende aktiviteter og event, og man råder over eget badeland samt selvfølgelig attraktionen Jesperhus Blomsterpark med de utallige smukke blomster og et væld af forlystelser.
Listen toppes af Camping Petit Suisse, Belgien, der dermed kan kalde sig "European Topcampsite of the Year".
Se mere på Jesperhus Campings hjemmeside her