Følg de effektive solråd og undgå solskoldning.

Campingland.dk - Den 09/07-2013

Camping ·  Frivillige fra Kræftens Bekæmpelsen gør danskerne klogere på solen. Kun hver femte dansker ved, at skygge er det bedste solråd til at undgå forbrændinger og solskoldet hud.

Mange danskere kender solrådene: skygge, solhat og solcreme, men kun hver femte ved, at solrådene skal læses i prioriteret rækkefølge.

Det viser tal fra en endnu ikke offentliggjort rapport fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.

Skygge på en varm dag:
Er man ude i mere end 30 minutter i direkte sol midt på dagen, risikerer man at blive solskoldet og få for meget af solens skadelige uv-stråling, og det kan give kræft i huden. I Universe er der mulighed for at spise sin frokost i skyggen. I parken er der en god kombination af indendørs og udendørs attraktioner. Derudover minder parken gæsterne om at solbeskytte sig på hjemmesiden og på Facebook, når det er godt vejr. Flere dage hen over højsæsonen vil frivillige fra Kræftens bekæmpelse køre solvognen frem i Universe og tilbyde gode solråd og solcreme.

- Det er vigtigt, at man har mulighed for at søge skygge, når man er udendørs en hel dag med familien. Udover at det kan føles ubehageligt
at være længe i solen, når den bager, kan for meget uv-stråling gennem livet føre til kræft i huden. Og børn er særligt udsat, siger Lisbet Schønau, der er projektleder i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.

Universe parken er glade for samarbejdet med Kræftens Bekæmpelse og glæder sig til at byde solkampagnen velkommen i parkens mest travle uger.

- I Universe handler det om at være nysgerrig og have en sjov dag med familien. Vi er rigtig glade for, at frivillige fra Kræftens Bekæmpelse er her i parken, hvor de kan berige vores gæster med gode solråd , siger Pia Bech Mathiesen, adm. direktør i Universe.

Frivillige besøger sommerlandet:
Hele sommeren på solrige dage kan du møde de frivillige fra Solkampagnen i Universe, hvor de tilbyder gratis solcreme, sjove papir-solhatte
og en snak om solbeskyttelse i skyggen af den store, lyseblå parasol.

Flere facts:
Solkampagnen
TrygFonden og Kræftens Bekæmpelse står bag Solkampagnen ”Skru ned for solen mellem 12 & 15”. Formålet er at hjælpe danskerne til at passe bedre på i solen og gå mindre i solarium for at reducere risikoen for at få kræft i huden. Læs mere om Solkampagnen på www.skrunedforsolen.dk