Tips & tricks · Svampeangreb, jordslåede pletter og beskidte fortelte kan faktisk godt blive næsten som nye igen. Mange tror at dette er en uoverkommelig, ja næsten umulig opgave, men hos Isabella har man hånd om problemet og giver gerne råd og vejledning til campisterne.
"Desværre oplever vi hvert forår at vi bliver ringet op ang skjolder og snavs på fortelt, og mange opfatter det som om at det var på teltet da de modtog dette, ofte i uåbnet papkasse", fortæller Tommy Boisen fra Isabella.
Det konstateres dog hurtigt, at snavset højst sandsynlig, og næsten altid, stammer fra opstilling, idet teltene altid er pakket med indersiden udad, for at skåne de udvendige belægninger, hvorfor det oftest er på indersiden snavset sidder.
"Allerede første gang teltet løftes ud af kartonen er risikoen for at støvet underlag sætter sig på den midterste del lige over vinduerne, idet dette altid er yderst i rullen, og når teltet foldes ud og køres i teltskinnen vil forsiden hænge ned på jorden, og teltet trækkes hen af siden på campingvognen", fortsætter Tommy.
Nyt telt damper af imprægnering
Et nyt fortelt damper simpelthen af ny imprægnering som med sin statiske elektricitet suger skidt og snavs til sig, og da imprægneringen først rigtigt er hærdet efter lidt brug, betyder det at et helt nyt fortelt er mere sart end et der har været opstillet tidligere.
Et nyt fortelt kan for øvrigt godt være utæt i syningerne i starten, indtil tråden har sat sig og imprægneringen er hærdet.
Fjern snavs med neglebørste
Fjernelse af nyt støv og snavs foregår lettest med en neglebørste og små rystende bevægelser, hvorved børsten kommer helt ned i de naturlige fordybninger i stoffet.
Skimmeldannelser han for øvrigt opstå hvis jordstøv får lov at sidde på forteltet, idet fugt og kondens kombineret med stearinlysafbrænding og gasvarmeovne i forteltet giver optimale vækstbetingelser for skimmelsvampe.
Sådan undgår du skimmelsvamp i fremtiden
De optimale vækstbetingelser for svamp findes på fugtige steder, og hvor luften er "sur" (PH-værdi mellem 4,5 og 6,5).
Teltfabrikken anbefaler derfor, at teltet holdes godt imprægneret, at der udluftes med jævne mellemrum, især hvis der benyttes gasvarmeovn, og der ikke får lov til at ligge koncentrerede vandmængder over længere perioder på teltet.
Find flere gode råd om teltpleje på Isabellas hjemmeside via linket øverst i denne artikel.