FDM: Mere fart på de danske campingvogne

Per Højgaard, kilde: FDM - Den 07/11-2008

Camping ·  Campingvogne i Danmark bør kunne godkendes til at måtte køre 100 km/t på motorvejene, som vi kender det fra Tyskland, mener FDMs Thomas Møller Thomsen.

De fleste kender situationen, hvor hastigheden på motorvejen pludselig falder uden nogen åbenlys grund. Først nogle kilometer fremme findes ”synderen” – en campingvogn, der ufrivilligt får sat prop i den ellers flydende trafik.

Propperne i trafikstrømmen er ikke blot et irritationsmoment, de kan også være farlige. På motorvej er det netop fartforskellene, der er blandt årsagerne til ulykker – og problemstillingen med fartforskelle er bestemt ikke blevet mindre af, at vi nu må køre 130 km/t på halvdelen af motorvejene. Derfor bør campingvogne i Danmark kunne godkendes til at måtte køre 100 km/t på motorvej, som vi kender det fra Tyskland.

I foråret 2006 var der forslag fremme i Folketinget om at hæve hastighedsgrænsen for campingvogne, men forslaget vandt dengang ikke tilstrækkelig opbakning, bl.a. på baggrund af at politi og vejmyndigheder ikke havde tilstrækkelig erfaringsgrundlag og i stedet forholdte sig mere teoretisk til mulige konsekvenser for trafikafvikling og sikkerhed.

100 km/t i Tyskland uden problemer
Dengang såvel som nu vil FDM pege på, at der er praktiske erfaringer at hente i lige syd for grænsen. I Tyskland er der gode erfaringer, og de viser, at det ikke har kostet på trafiksikkerheden, at campingvogne nu bedre kan følge trafikken. Det skyldes uden tvivl, at de tyske godkendelsesregler stiller en række tekniske krav til bil og campingvogn for at sikre, at vogntoget har den fornødne stabilitet og sikkerhed ved den højere fart. Det handler bl.a. om krav til vægtfordeling, støddæmpere, bremser og dæk.

Allerede i dag vælger mange danske campister at få deres campingvogn godkendt efter de tyske Tempo-100 regler, og det er FDMs vurdering, at op mod halvdelen af de 140.000 danske campingvogne ville kunne godkendes efter de tyske regler.

Set fra FDM er der intet at tabe, men meget at vinde ved at komme i gang med en forsøgsordning i Danmark. Vi foreslår, at der stilles de samme krav, som er gældende for Tempo-100 ordningen i Tyskland. Forsøget bør endvidere indrettes, så der også høstes erfaringer fra almindelige landeveje, hvor det vil være naturligt, at de godkendte campingvogne får lov til at køre 80 km/t.