Fårup Sommerland sætter besøgsrekord

Campingland.dk - Den 05/09-2011

På tur ·  Selvom det har været en regnfuld sommer, så har Fårup Sommerland haft en fremragende sommer med mange besøgende.

Sæsonen i Fårup Sommerland er netop sluttet, og de kan nu se tilbage på en sommer, der bød på en masse regn og mange besøgende. I 2010 slog de deres hidtidige rekord ved at have 607.051 besøgende, men i år lykkedes det dem at få 641.085 besøgende i forlystelsesparken.

Direktøren hos Fårup Sommerland, Søren Kragelund, turde i sæsonstarten ikke at tænke på rekorder i år, da de havde færre åbningsdage end i 2010. Det betød dog ikke det store, når de alene d. 20. juli havde 18.800 gæster. Søren Kragelund er heller ikke i tvivl om, at noget af populariteten kan tilskrives nyhederne Vandslangen og Regnskoven, der nu gør vandlandet til Skandinaviens største.