Fårup Sommerland sætter besøgsrekord i 2009

Per Højgaard - Den 14/09-2009

På tur ·  Flere rekorder blev det til da Nordjyllands største forlystelsespark lukkede portene for sidste gang i denne sæson og kunne gøre tælleapparatet op. Præcis 586.191 gæster blev det til, hvilket er besøgsrekord. Men også salget af regnslag toppede i denne sæson - vejret var nemlig ikke helt med nordjyderne.

Fårup Sommerland har netop lukket portene efter årets sidste gæst, og parken har ved samme lejlighed sat endnu en besøgsrekord. Knap 600.000 gæster har i den forgangne sæson nydt suset i Lynet, Falken og Aqua Park eller hoppet rundt på trampoliner og hoppepuder i sommerlandet midt i skoven.

Efter en sommer, der ikke bød på helt så mange solskinstimer, som Fårup Sommerland kunne have ønsket sig, kan sommerlandet alligevel kigge tilbage på sæsonen med stor tilfredshed. Endnu en besøgsrekord er føjet til listen af rekorder. 586.191 gæster købte således billet i den forgangne sæson, som Fårup Sommerland netop har lukket helt ned for.

”Vi er bestemt stolte af resultatet. Vi havde et fantastisk forår igen, men sommeren var, for at sige det på jysk, ret træls, rent vejrmæssigt. Selvfølgelig har der været skønne dage, også i denne sæson, men det har været svingende,” siger direktør Søren Kragelund fra Fårup Sommerland.

Regnslag må der til
Det svingende og i perioder våde vejr har gjort, at Fårup Sommerland kunne sætte en anden rekord. Nemlig antallet af solgte regnslag, som er nået op på 8.078 stk., bemærker Søren Kragelund.

- Både på en varm solskinsdag og en overskyet dag tiltrækker vi mange gæster, og selv på en gråvejrsdag ligger vi heldigvis øverst i bevidstheden hos mange familier. Man kan sagtens hygge sig hos os, selvom der falder en sommerbyge af og til, forklarer Søren Kragelund.

Endnu større opbakning fra Nordjylland
Feriegæsterne bestilte generelt deres ferie senere i år, end de plejer, og Fårup Sommerland var derfor meget spændte på sæsonen på grund af finanskrisen. Og da vejrudsigterne så var lidt blandede, blev sæsonen imødeset med endnu mere spænding.

- Vi har oplevet, at rigtig mange lokale med årskort har benyttet sig af vores koncerter og særlige tilbud som gratis indgang med en ven i lukningsweekenden. Og vi har faktisk solgt 10 procent flere sæsonkort i år, end vi plejer. Det er dejligt med den lokale opbakning, som vi er meget stolte af, siger Søren Kragelund, der samtidig fortæller, at mange købte sæsonkort i forbindelse med sommerkoncerten, hvor især Mohammed var populær.

Nu holder Fårup Sommerland så vinterlukket frem til maj 2010. Men der er ikke stille i sommerlandet, for sæsonen 2010 er allerede under planlægning med masser af aktiviteter og koncerter.

Læs mere om Fårup Sommerland og se Campingland´s beskrivelse af parken efter besøget i 2006.

Fakta om sæsonen 2009 i Fårup Sommerland
• 496.213 gæster har prøvet Falken, som har kørt 22.456 ture a´ 622 meter = 13.967 km
• 478.000 gæster har prøvet Lynet, som har kørt 95.600 ture a´ 540 meter = 51.624 km
• 167.428 biler har besøgt Fårup over sæsonen (3,5 personer pr. bil)
• Fårup Sommerland har solgt 8.078 regnslag – hvilket er rekord